Elbæks nye parti: Vi peger på Helle Thorning

Alternativet med Uffe Elbæk i spidsen stiler mod Folketinget med Helle Thorning som statsministerkandidat

Uffe Elbæks nye parti, Alternativet, peger på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister. (Foto: Jens Dresling)
Uffe Elbæks nye parti, Alternativet, peger på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister. (Foto: Jens Dresling)

Det nye parti Alternativet, som er stiftet af blandt andre den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk, peger på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister.

Det slår Elbæk fast ved præsentationen af det nye parti, der har bæredygtighed og iværksætteri som de store mærkesager.

- Noget af det, vi håber på, er, at kunne placere os et tredje sted, hvor diskussionen også kan blive en anden. Men vi er ikke i tvivl om, at hvis det var i dag, vi skulle pege på en statsminister, så ville statsministeren hedde Helle Thorning-Schmidt, siger Elbæk.

Men han understreger, at det nye parti vil udfordre både venstrefløjen på miljø- og bæredygtighedsdagsordenen, mens højrefløjen vil blive pustet i nakken, når det gælder iværksætteri.

- Vi udfordrer alle, men der er også potentiale for at samarbejde med alle, siger han.

Et succeskriterium for det nye parti bliver i første omgang at få samlet de 20.000 underskrifter, der kræves for at blive opstillingsberettiget til Folketinget.

Dernæst går Alternativet efter at få nok stemmer til, at Uffe Elbæk ikke længere kan kalde sig partiets eneste repræsentant på Christiansborg.

- Vi håber da, at vi går op ad trappen derude på valgaftenen og kan sige, at vi i hvert fald har fået fire mandater ind. Vi er jo ydmyge, siger Elbæk.

Netop ydmyghed er et af partiets seks kerneværdier, der også omfatter mod, generøsitet, gennemsigtighed, humor og empati.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere