Minister til banker: I skal reguleres

Finanskrisen viste tydeligt, at finanssektoren har brug for regulering, sagde erhvervsminister Henrik Sass Larsen til finanstop på årsmøde. Branchen ser indad

Foto: JP og Polfoto, Kollage: Mattias Grøndal
Foto: JP og Polfoto, Kollage: Mattias Grøndal

Regulering af finanssektoren er som røde lys og fuldt stop i trafikken - det kan godt være, at det sagtner farten, men til gengæld mindsker det risikoen for alvorlige skader.

Billedet blev tegnet af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) mandag i en tale på Finansrådets årsmøde. Her forsikrede han finanssektorens absolutte elite om, at han nok skal sørge for, at de også fremover bliver holdt i kort snor.

- Det er muligt, at nogen kan opstille fine teorier om, at vi samlet set spilder tid ved trafiklys, fartbegrænsninger, højre vigepligt og dobbelt optrukne linjer.

- Men heldigvis er der ingen, der har eksperimenteret med at deregulere vejene endnu. Det er vist kun i den finansielle sektor, at man prøvede noget lignende, sagde Henrik Sass Larsen fra talerstolen.

Han kaldte den globale finanskrise, der blandt andet er blevet kædet sammen med overmodige dispositioner i bankerne, for et "globalt harmonikasammenstød".

- Så kan I jo i sektoren glæde jer over, at det er en socialdemokrat med naturligt anlæg for regulering, der sidder for bordenden, sagde ministeren.

Måske med henvisning til tidligere slagsmål mellem politikere og finansielle institutioner om, hvor meget politikerne skal blande sig i forretningerne.

Henrik Sass Larsen kvitterede dog til sektoren for et godt samarbejde i forbindelse med udformningen af de nye kapitalkrav til de største pengeinstitutter og ny regulering af flekslån.

Fra formanden for Finansrådet, Tonny Thierry Andersen, som også er direktør i Danske Bank, lød det, at 2013 har været ransagelsens år i finanssektoren.

Bankdirektøren erkendte, at der er foregået "ting i banksektoren, hvor man ganske enkelt må tage sig til hovedet".

- Der ér foretaget dispositioner i enkelte banker, som Finansrådet kun kan tage afstand fra, sagde Tonny Thierry Andersen.

- Enkeltbankers fejltrin skader hele sektorens renommé. Der er behov for, at alle hver især tager ansvar og fejer for egen dør, tilføjede Finansrådets formand.

0 kommentarer
Vis kommentarer