Ministerfavorit til møde i Statsministeriet

Karen Hækkerup gik med smil på læben igennem døren til Statsministeriet

Karen Hækkerup på vej ned af gangen på Christiansborg, som leder til Statsministeriet. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Karen Hækkerup på vej ned af gangen på Christiansborg, som leder til Statsministeriet. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Storfavoritten til at overtage Morten Bødskovs post som justitsminister Karen Hækkerup (S) gik kort efter klokken kvart over tre onsdag eftermiddag til møde i Statsministeriet.

Ekstra Bladet formåede ikke at få en kommentar fra fødevareministeren, men en række kilder udpegede allerede i går socialdemokraten som førstebejler til Bødskovs post.

Selvom Karen Hækkerup ikke ville svare på sprøgsmål, havde hun et smil på læben.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) meddelte for få timer siden, at hun vil foretage en ministerrokade torsdag efter Morten Bødskovs farvel og Villy Søvndals afsked som følge af hans og hustruens skrantende helbred.

Et møde i Statsministeriet med netop hjemvendte Helle Thorning-Schmidt kan således let være starten på et liv for Karen Hækkerup som justitsminister.

Karen Hækkerup var inden valget i 2011 blandt de hotteste kandidater til Justitsministeriet, men blev altså snydt af Bødskov, som nu er fortid, efter han trak sig efter pres fra Enhedslisten tirsdag.

Møde i SF-toppen
Inden valget var hun en af den daværende oppositions mest iøjnefaldende ordfører, da hun svingede taktstokken som retsordfører. Siden bestred hun først posten som socialminister, inden hun tidligere på efteråret blev forflyttet til fødevareministeriet.

Mens Karen Hækkerup holder møde i Statsministeriet, så er SF's ledelse i gang med at drøfte, hvordan man griber situationen an, efter Villy Søvndal har trukket sig som udenrigsminister.

Senere på aftenen venter forhandlinger med den øvrige regeringstop om sammensætningen af det fremtidige ministerhold.

Det står klart, at der allerede i morgen bliver foretaget de officielle ministeroverdragelser. Derfor bliver det en særdeles travl aften for regeringstoppen og iagttagere på Slotsholmen.

Ekstra Bladet følger udviklingen hele aftenen.

1 af 2 Karen Hækkerup foran døren til Statsministeriet. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
2 af 2 Karen Hækkerup på vej ned af gangen på Christiansborg, som leder til Statsministeriet. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
0 kommentarer
Vis kommentarer