Aviser efter Vilhelmsens næse: SF-formanden er en amatør

Annette Vilhelmsen overlever som minister, og Villy Søvndal siger stop. SF er i knæ, lyder det

Flere danske aviser retter torsdag en hård kritik mod SF's formand, Annette Vilhelmsen, efter at hun har fået en alvorlig politisk næse for at have kvajet sig i sagen om millionstøtte til et socialt projekt.

Med vendinger som "amatøragtig partiformand" og "regeringens største dilettant" bliver hun beskrevet som en uerfaren politiker, der fortsat har meget at lære. Ekstra Bladet og BT skriver, at SF er i krise.

- SF er i dag lagt i hænderne på regeringens største dilettant, skriver BT.

- Som skrevet på denne plads forleden, sidder SF-medlemmerne rundt omkring og ryster på hovedet med et "hvad har vi dog gjort", selvom Annette Vilhelmsen blev benådet af Enhedslisten i ugens mest mærkværdige politiske drama, tilføjer avisen.

Socialminister Annette Vilhelmsen blev onsdag grillet i samrådslokalet for sin rolle i sagen om Lisbeth Zornig Andersens projekt Stemmer på kanten.

SF-formanden gav Zornig særbehandling og lovede en million i støtte til projektet, men over for Folketinget hævdede Vilhelmsen, at ansøgningen om støtte blev behandlet på samme vilkår som alle andre.

Onsdag valgte Villy Søvndal (SF) at trække sig som udenrigsminister på grund af helbredet.

- Han forlader en regering i ruiner, skabt ikke mindst af et rådvildt SF, som en klodset og amatøragtig partiformand Annette Vilhelmsen er tæt på at bringe under spærregrænsen, skriver Ekstra Bladet.

Jyllands-Posten kalder Annette Vilhelmsens omgang med skatteydernes penge for "ansvarsløs" og "ubegavet".

Annette Vilhelmsen overlever ifølge avisen kun som minister på grund af Villy Søvndals farvel, der blev offentliggjort midt under samrådet.

- I boksning siger man, at man kan blive reddet af klokken, og Annette Vilhelmsen blev tilsvarende reddet af nyhedsklokken i går, da opmærksomheden pludselig rettede sig et helt andet sted hen end mod samrådet, skriver Jyllands-Posten.

Helle Thorning-Schmidt (S) ventes torsdag at præsentere sit nye ministerhold, hvor der bliver rykket rundt på flere tunge poster.

Flere avisledere påpeger, at statsministerens regering ligger i ruiner efter den seneste tids uheldige sager. Som Berlingskes politiske kommentator skriver:

- Hun skal arbejde hårdt for at sikre sig selv og regeringen et genvalg.

0 kommentarer
Vis kommentarer