Garvet ministeremne: Jeg skal til kaffe hos Helle

Henrik Dam Kristensen til møde hos statsministeren ved 17-tiden onsdag. Ministerrokaden er i fuld sving

Henrik Dam Kristensen kom især  vælten som transportminister i forbindelse med IC4-skandalen. (Foto: Anita Graversen)
Henrik Dam Kristensen kom især vælten som transportminister i forbindelse med IC4-skandalen. (Foto: Anita Graversen)

Henrik Dam Kristensen (S), der for nylig fratrådte som trafikminister, er netop gået til møde hos Helle Thorning-Schmidt i Statsministeriet.

- Jeg skal over og have en kop kaffe, siger han på sin vej ind til mødet.

Yderligere kommentarer blev det ikke til.

Og det var præcis den samme melding, der kom fra Henrik Dam Kristensen, da han kom ud fra mødet med statsmnisteren:

- Jeg har fået en kop kaffe.

Henrik Dam Kristensen er blevet nævnt adskillige gange i spillet om de nye ministerposter, siden kortene til kabalen om regeringsrokaden blev givet i går med Morten Bødskovs afgang.

Det er dog værd at bemærke, at Henrik Dam Kristensen som gruppeformand for Socialdemokraterne kan have andet ærinde hos statsministeren i aften end en mulig ministerpost.

Henrik Dam Kristensen er en af Socialdemokraternes mest erfarne folk i Folketinget.

Allerede under Poul Nyrup Rasmussen i 1990'erne sad han i seks år som minister for fødevarer, fiskeri og landbrug.

I spillet omkring Socialdemokraternes formandspost efter Mogens Lykketofts afgang blev han sågar tilbudt formandsposten i sit parti, er det kommet frem i bøger om forløbet. Han afslog - og Helle Thorning-Schmidt vandt siden kampvalget mod Frank Jensen.

Helle Thoring-Schmidt har oplyst, at hun i morgen agter at gennemføre en ministerrokade.

Det sker, efter Villy Søvndal i dag har forladt sin post som udenrigsminister af familie- og helbredsmæssige årsager. Og efter Morten Bødskovs afsked til Justitsministeriet i går.

0 kommentarer
Vis kommentarer