Regeringen venter moderat vækst næste år

Regeringen forventer en moderat vækst på 1,6 procent og et lille fald i bruttoledigheden næste år

Dansk økonomi viser forsigtige forårstegn.

Sådan lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), som torsdag fremlægger Økonomisk Redegørelse, der er regeringens vurdering af den økonomiske udvikling i Danmark og udlandet.

Den indeholder samtidig en prognose for dansk økonomi.

Regeringen forventer næste år en moderat vækst på 1,6 procent, og et lille fald i bruttoledigheden og et stigende privatforbrug.

- Dansk økonomi viser forårstegn. Det går ikke hurtigt, men det går fremad. Regeringen har blandt andet med vækstplanen og finansloven for 2014 forbedret virksomhedernes muligheder for at gribe opsvinget, siger Margrethe Vestager.

Regeringen har fire gange måttet nedjustere forventningerne til væksten i 2013. Oprindeligt var forventningen en vækst på 1,7 procent i år, men det ender i stedet med 0,4 procent, hvilket er lidt bedre end forventningen i august.

Økonomer siger normalt, at væksten skal op i nærheden af to procent, for at det for alvor kan mærkes på beskæftigelsen. Dermed er næste års vækst på 1,6 procent ikke nok til at ændre afgørende på bruttoledigheden.

Regeringens forventning er, at bruttoledigheden i år ender på 153.000 og næste år vil falde til 147.000.

- Vi har holdt hånden under beskæftigelsen gennem krisen. Samtidig skubber vi på alt det, vi kan med den økonomiske politik. Der vil stadigvæk være udfordringer, som vi skal håndtere, men grundlaget for optimisme bliver stadig mere solidt, siger Margrethe Vestager.

Danskernes privatøkonomi ser også lidt bedre ud - i hvert fald forventer regeringen, at danskerne nu vil begynde at bruge flere penge.

Privatforbruget vokser med 0,5 procent i år og 1,3 procent i 2014, lyder regeringens forudsigelser.

Også når det gælder boligpriserne er der udsigt til stigning. Regeringens regnestykke lyder på, at boligpriserne på énfamiliehuse i år stiger med 2,5 procent og næste år også vil stige med 2,5 procent.

0 kommentarer
Vis kommentarer