Dan Jørgensen om ministerpost: Jeg blev overrasket

Mit hjerte banker for miljø og dyrevelfærd, siger den nye fødevareminister, Dan Jørgensen

Den nye fødevareminister, Dan Jørgensen (S), havde ikke regnet med, at han skulle vende hjem til Danmark før tid fra sin plads i EU-Parlamentet for at være minister.

Derfor blev han både overrasket og glad, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag ringede ham op og tilbød ham posten som fødevareminister.

- Jeg blev faktisk overrasket, det havde jeg ikke regnet med. Men jeg blev også meget glad, for det er mit drømmejob, siger han.

I EU-Parlamentet har Dan Jørgensen været næstformand for miljøudvalget, og han har gjort sig bemærket med en række forslag om at forbedre dyrevelfærd.

- Landbruget og fødevaresektoren er utroligt vigtige erhverv for Danmark. Alle ved, at mit hjerte banker for miljø og dyrevelfærd. Nu skal jeg kombinere de ting, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer