Derfor stoppede Villy: Hans hjerte strejker permanent

Villy Søvndal har mistet en tredjedel af kraften i sit hjerte - men den rigtige medicinske behandling gør risikoen for en ny blodprop i hjertet meget lille, vurderer ekspert

Villy Søvndal (t.h.) måtte vælge livet frem for politik, da lægerne for en uge siden gav ham et ultimatum: Dit hjerte strejker - og du spiller hasard med dit liv, hvis du fortsætter i dit job. 12. december overgav Søvndal derfor sit ministerium til SF-kollegaen Holger K. Nielsen. (Arkivfoto: Jakob Jørgensen)
Villy Søvndal (t.h.) måtte vælge livet frem for politik, da lægerne for en uge siden gav ham et ultimatum: Dit hjerte strejker - og du spiller hasard med dit liv, hvis du fortsætter i dit job. 12. december overgav Søvndal derfor sit ministerium til SF-kollegaen Holger K. Nielsen. (Arkivfoto: Jakob Jørgensen)

Det ville være med livet som indsats, hvis Villy Søvndal var fortsat som udenrigsminister.

Det afslører den nu forhenværende SF-politiker i et interview med 21 Søndag på DR:

- Det er klart, at da jeg kom på Rigshospitalet i tirsdags - og fik at vide, at mit hjertes funktion var nedsat med en tredjedel, og det med deres udtryk ’ville være at spille hasard med mit liv at fortsætte det job’ - så vidste jeg godt, hvad klokken var slået, fortæller en meget ærlig Villy Søvndal i interviewet.

Se også: Villy Søvndal ramt af blodprop i hjertet

Og ifølge en af landets førende hjerteeksperter er det en klog beslutning. Også selv om Søvndals nedsatte hjertefunktion ikke er så slem, som den lyder:

- Han vil måske opleve, at han bliver mere forpustet, når han anstrenger sig, men det er ikke noget, han vil få alvorlige mén af, vurderer Mogens Lytken Larsen, der er hjertelæge på Odense Universitetshospital og formand for Dansk Cardiologisk Selskab.

- Han skal bare have medicin, som styrker hjertepumpen, siger Lytken Larsen.

Chauffør gjorde det rigtige
I tv-programmet fortalte Villy Søvndal også om de dramatiske timer 22. oktober, hvor hans hjerte svigtede:

- Jeg vågner op og har smerter i brystet. Jeg er i øvrigt også vågnet om natten og havde smerter i brystet, men gik op og tog et par hovedpinetabletter og faldt i søvn igen. Men det bliver så mere og mere slemt med smerter der om morgenen.

Se også: Villys ministerchauffør: 'Noget af et chok'

- Jeg går ned til min chauffør og siger, jeg tror, han er nødt til at køre mig på et sygehus. Så siger han, at han tror, han skal ringe efter en ambulance i stedet for. Det gør han så.

Og den forhenværende Udenrigsminister har haft en fornuftig chauffør, mener hjertelægen Mogens Lytken Larsen:

- Det var rigtigt godt, at han valgte at ringe efter en ambulance. For når en person får en blodprop i hjertet, skal det gå hurtigt. Blodproppen skal helst være åbnet op, inden der er gået to timer, forklarer hjertelægen, som råder til, at man ringer 112 med det samme, hvis man ser en person falder om med brystsmerter.

- Hvis personen er bevidstløs kan man, mens man venter på ambulancen forsøge genoplivning eventuelt med en af de hjertestartere, som der efterhånden hænger mange steder, råder Mogens Lytken Larsen.

Ovre det værste
I dag beskriver Villy Søvndal sit hjerteanfald som meget smertefuldt.

- Jeg kan simpelthen ikke huske noget, der gør så ondt. Og gjorde mig så bange, siger den forhenværende udenrigsminister til 21 Søndag.

Men selv om der hvert år dør 4600 danskere af en åreforsnævring i hjertet, er Søvndal nu ovre den mest kritiske periode af sit sygdomsforløb, mener hjertelægen fra Odense:

- De første 30 dage er de værste, herefter er prognosen utroligt god.

Se også: Derfor er Villy i farezonen

- Hvis man får den korrekte medicinske behandling, er det under fem procent, der får en ny blodprop, forklarer Mogens Lytken Larsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Villy Søvndal til denne artikel om hans hjertesygdom.

0 kommentarer
Vis kommentarer