Længe ventet GGGI-redegørelse offentliggøres tirsdag

Holger K. Nielsen (SF) vil tirsdag klokken 12 redegøre, hvorfor Friis Bach blev fejlinformeret i GGGI-sag.

Tirsdag klokken 12 vil en redegørelse forhåbentlig kaste lys over den GGI-skandale, der betød af Christian Friis-Bach gik af som minister. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Tirsdag klokken 12 vil en redegørelse forhåbentlig kaste lys over den GGI-skandale, der betød af Christian Friis-Bach gik af som minister. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Flere af de store spørgsmål i forbindelse med, at daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) for en måned siden måtte trække sig, bliver besvaret tirsdag

Se også: Nu kommer sandheden om Friis Bachs exit

Her fremlægger udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) en redegørelse, der beskriver, hvorfor Friis Bach endte med at få forkerte oplysninger fra ministeriet, samt hvorfor han først blev informeret om fejlen flere uger efter, at den var blevet opdaget.

Redegørelsen bliver offentliggjort tirsdag klokken 12 ved et såkaldt door-step pressemøde i Udenrigsministeriet, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Såvel DR og TV2 erfarer, at der bliver rettet en alvorlig kritik af to-tre embedsmænd i redegørelsen. Hvad konsekvensen bliver for embedsmændene er uvist, men der kan blive tale om, at medarbejderne bliver omplaceret. Angiveligt går de fri af fyringer.

Christian Friis Bach endte med at fejlinformere Folketinget, da han afviste, at GGGI's bestyrelse havde vedtaget de rejseregler, der betød, at bestyrelsesformanden som udgangspunkt rejste på første klasse.

Faktum var dog, at rejsereglerne var blevet behandlet på et bestyrelsesmøde i maj 2012, som Christian Friis Bach selv havde deltaget i.

Friis Bach kunne ikke selv huske, at han havde behandlet rejsereglerne. Oplysningen dukkede heller ikke op i Udviklingsministeriet, da eksministeren bad om, at det blev undersøgt ekstra grundigt forud for det samråd i Folketinget, hvor han svarede i strid med sandheden.

Da embedsmændene så siden fandt ud af, at de havde misinformeret ham, blev disse oplysninger ikke givet videre til ministeren med det samme - der gik et par uger.

Oppositionen har undret sig højlydt over, at Friis Bach først blev orienteret dagen efter kommunalvalget 19. november.

Det forløb, der nu afdækkes, gjorde Christian Friis Bach til det store politiske offer for den sag, der i flere uger plagede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, som frem til næste efterår er formand for den internationale klimaorganisation GGGI.

Sagen tog fart, da det i begyndelsen af oktober kom frem, at Løkke flere gange havde rejst på første klasse for organisationen, der blandt andet er finansieret af danske ulandsmidler.

0 kommentarer
Vis kommentarer