Ukraines leder besøger Rusland for at optage nye lån

Ukraines trængte præsident skal forhandle nye lån med præsident Vladimir Putin, mens protester fortsætter

Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, er på vej til Moskva for at bede Ruslands præsident, Vladimir Putin, om nye lån. Det sker, mens de proeuropæiske demonstrationer fortsætter i Kijev.

Den ukrainske præsident er under hårdt pres i sit hjemland, og samtidig er EU misfornøjet med de blandede signaler fra den ukrainske ledelse i forhold til en handels- og associeringsaftale med EU.

Under Janukovitjs drøftelser med Putin menes der at være to russiske lån og en rabat på russisk gas på dagsordenen, siger BBC.

Men demonstranterne i Kijev, som raser over, at deres præsident pludselig sagde nej til en samarbejdsaftale med EU, frygter, at Janukovitj også er ved at indgå en aftale om en toldunion med Rusland.

Janukovitj har indrømmet, at beslutningen om at foretage en kovending i forhold til EU blev truffet efter pres fra Rusland.

Demonstrationerne i Ukraine er de største siden Orangerevolutionen i 2004. Demonstranterne kræver, at præsidenten udskriver nyvalg.

En ny demonstration er planlagt tirsdag.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, var mandag i Bruxelles for at drøfte krisen i Ukraine med EU's udenrigsministre. Her blev Rusland åbent kritiseret af de europæiske ministre for at lægge økonomisk pres på Ukraine.

Det fælles budskab fra EU-ministrene er, at Ukraine skal have lov til frit at vælge, hvem landet vil samarbejde med - og at en europæisk-ukrainsk samarbejdsaftale også vil være økonomisk til gavn for Rusland.

- Underskrivelsen vil ikke på nogen måde have en negativ effekt på Rusland, sagde EU's udenrigschef, Catherine Ashton, på et pressemøde mandag.

Ifølge den russiske præsidentrådgiver Andrej Belousov er "situationen i Ukraine nu engang sådan, at landet ikke vil kunne opretholde den økonomiske stabilitet uden lån fra den ene eller den anden side."

0 kommentarer
Vis kommentarer