Enhedslisten og Liberal Alliance enige: Fantastisk tale, Margrethe

De to partier var vældig begejsret for dronningens nytårstale

De to finansordførere stod en sjælden gang sammen om noget. (Foto: Polfoto)
De to finansordførere stod en sjælden gang sammen om noget. (Foto: Polfoto)

Der plejer at flyve uenigheder henover Folketingssalen, når Liberal Alliance og Enhedslisten diskuterer politik.

Men her på årets sidste aften fandt Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, og Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, samme ståsted. De var nemlig begge begejstret for dronningens nytårstale.

- Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg har hørt en bedre tale end i år. Det var et smukt emne, hun tog op, da hun sagde, at man skal huske ikke at bruge kræfter på at bekymre sig om ting, man ikke kan ændre, men i stedet lægge sine kræfter der, hvor man kan gøre noget, siger Ole Birk Olesen til Ekstra Bladet.

Se også: Dronningen snublede: Undskyld Danmark

Og det var Enhedslistens Frank Aaen helt enig i.

- Jeg synes jo, at nogle af de bedste taler, hun har holdt gennem tiderne, er, når hun sætter fokus på forskelligheder, tolerance og respekt for hinanden. De elementer var meget i fokus i år, og det synes, jeg var meget fint.

De to politikere plejer ellers at være rimeligt kritiske overfor kongehuset, men denne nytårsaften viste de to meget tolerance over for den gamle institution.

Se også: Nytårs-skandale: Dronningens tale lækket

- Nu kender du vel formentligt min mening til kongehuset, men når det er sagt, så synes jeg, at det var rigtig fint, at monarken satte fokus på de mange danskere, der har problemer i Danmark, som fx. de hjemløse og arbejdsløse, som hun nævnte i talen, fortæller Frank Aaen.

Begge ordfører er også enige i, at dronning Margrethe årlige opsang, har indflydelse på de mange danskere, der hver nytårsaften følger med.

- På den korte bane har talen helt sikkert en indflydelse. Medierne beskæftiger sig med talen, og derfor vil folk huske den og sætte en vis eftertænksomhed i gang. Vi sidder jo også alle og tysser på børnene for at høre talen og kunne snakke om den bagefter, siger Ole Birk Olesen.

0 kommentarer
Vis kommentarer