Thornings uddannelsesløfter er varm luft

Statsministeren lovede i nytårstalen den bedst uddannede generation - men det har vi allerede, og har altid haft det. 'Som at love elektricitet til alle', siger Venstres SU-ordfører.

Statsministeren vil ikke selv forklare, hvorfor hun giver tomme løfter i sin nytårstale. Men så er det godt, at hun har en partifælle og undervisningsminister, der vil fortælle, hvad det er statsministeren mener. (Arkivfoto: Jens Dresling/POLFOTO).
Statsministeren vil ikke selv forklare, hvorfor hun giver tomme løfter i sin nytårstale. Men så er det godt, at hun har en partifælle og undervisningsminister, der vil fortælle, hvad det er statsministeren mener. (Arkivfoto: Jens Dresling/POLFOTO).

'Jeg har høje forventninger til vores unge. Jeg har sat det mål, at den næste generation skal være den bedst uddannede nogensinde'.

Helle Thorning (S) tog tilsyneladende store ord i sin mund, da hun som statsminister holdt nytårstalen på årets første dag.

For hun har sådan set lovet, at vi på uddannelsesområdet skal sætte en vaskeægte historisk rekord og sørge for, at ingen nogensinde har været bedre uddannet end den kommende generation.

Se også: Helle 'glemte' de arbejdsløse, men Corydon gør grin med dem



Se også: R: Thornings nytårstale 'fuldstændig forfejlet'

Problemet med det svulstige løfte er, at det allerede er nået - og har været det lige så længe man har lyst til at gå tilbage, siger Venstres SU-ordfører Mads Rørvig til Ekstra Bladet.

- Sandheden er, at det bare er varm luft. Det svarer til at love elektricitet til alle, siger Mads Rørvig.

Han spurgte sidste år forskningsminister Morten Østergaard (R), om der nogensinde har været en generation, der har været dårligere uddannet end den foregående. Og det har der ikke, erkendte ministeren 17. oktober.

Svaret undrer ikke Mads Rørvig.

- Det ligger jo i den menneskelige dna, at vi udvikler os og bliver klogere, og viden avler ny viden, så det er tvivlsomt, hvor meget den udvikling har med den førte politik at gøre, siger han.

Se også: Thorning i nytårstale: Nu går det fremad



Se også: Her er hele Thornings nytårstale

Til gengæld undrer han sig over, at statsministeren flere gange har brugt rekord-uddannelsen som politisk løfte til danskerne.

Hun gjorde det blandt andet også i sine 1. maj-taler, ved Folketingets åbning - og sådan set også i nytårstalen sidste år, hvor hun nærmest identisk sagde 'Derfor har jeg sat det mål, at vores børn skal være den bedst uddannede generation i danmarkshistorien'.

Ingen varer på hylderne

- Det er mærkeligt, at statsministeren gang på gang sætter det her som ambitiøst mål. Når det nu allerede er opfyldt. Det er et godt eksempel på, at regeringen ikke har nogen varer på hylderne. Det er visionsløst, siger Mads Rørvig.

- Hvis hun virkelig mente noget med det, skulle hun mene, at man skal bestå f.eks. dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve. Det foreslog Venstre ved folkeskoleforhandlingerne, men regeringen var imod.

Ekstra Bladet ville gerne have haft en kommentar fra statsministeren. Men Helle Thorning ønsker ikke at medvirke i denne historie, og hendes spindoktor henviser i stedet til undervisningsminister Christine Antorini (S).

Det statsministeren mener er...

Hun vil gerne svare på, hvorfor statsministeren gør så meget ud af de hule uddannelsesløfter i sin nytårstale.

- Uddannelse er helt afgørende for, at vi klarer os godt i fremtiden. Det kan godt være, at vi ikke har så mange råstoffer i Danmark, men vi er gode til at uddanne dygtige håndværkere, dygtige lærere og dygtige jurister. Vi har brug for, at alle får så meget uddannelse som muligt.

- Venstres kritik er, at der ikke er noget indhold i at love den bedst uddannede generation?

- Det er meget forskelligt, hvor hurtigt det er gået. Der er en grund til, at vi bredt hen over Folketinget har et mål om, at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse. Men der er stadig for mange unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, og voksne som er ufaglærte, samtidig med at der er færre og færre job til ufaglærte. Vi kan også se, at alt for mange unge på kontanthjælp har det til fælles, at de ikke har en uddannelse.

- Så jeg vil sige til Venstre, at jeg synes, vi skal stå sammen om opgaven.

- Men Venstre kritiserer det manglende indhold i statsministerens løfte. Hvorfor er der ikke noget indhold?

- Hvis man vil se på konkret handling, skal man bare se på, hvor mange penge regeringen har valgt at investere i hele uddannelsessystemet. Selv om vi står midt i en dyb, økonomisk krise.

Venstre med i aftalen

- Mads Rørvig mener, at I skulle have sat handling bag ordene ved at indføre krav om at bestå dansk og engelsk i folkeskolen. Hvorfor har I ikke gjort det?

- Nu har Mads Rørvig ikke siddet med folkeskoleforhandlingerne. Vi fik et meget bredt forlig omkring folkeskolen - inklusive Venstre. Og tak for det. I øjeblikket er vi i gang med forhandlinger om erhvervsuddannelserne, og her drøfter vi netop adgangskravene for at sikre, at de unge kan det, de skal.

- Der har aldrig været så mange i gang med en ungdomsuddannelse og videregående uddannelse, som der er nu, siger undervisningsministeren.

1 af 2 Venstres Mads Rørvig angriber statsministeren og regeringen for løfter, der er så sølle som at 'love elektricitet til alle'.(Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan/POLFOTO)
2 af 2 Statsministeren vil ikke selv forklare, hvorfor hun giver tomme løfter i sin nytårstale. Men så er det godt, at hun har en partifælle og undervisningsminister, der vil fortælle, hvad det er statsministeren mener. (Arkivfoto: Jens Dresling/POLFOTO).
0 kommentarer
Vis kommentarer