Ungdomsparti: Licens skal betales via skatten

SF Ungdom mener, bidraget til DR's licensafdeling skal baseres på indkomst

SF Ungdom mener, licensopkrævningen bør ske via skatten. (Foto: DR)
SF Ungdom mener, licensopkrævningen bør ske via skatten. (Foto: DR)

I en undersøgelse foretaget af Gallup for Berlingske, siger 45 procent af de unge mellem 18 og 35 år, at de ville fravælge Danmarks Radio, hvis de kunne slippe for at betale for licens.

Unge vil droppe DR: Er trætte af tvungen licens

En af begrundelserne er blandt andet, at det er for dyrt i forhold til, hvor meget de unge benytter DR's public service-tilbud.

Det mener SF's ungdomsafdeling, SFU, at de har en løsning på.

- Stod det til SFU, droppede vi det håbløst forældede licenssystem og opkrævede pengene over skatten i stedet, siger landsformand i SFU Carl Valentin i en pressemeddelelse.

- Det ville spare os alle for en masse bureaukrati, og så ville det sikre, at unge og andre grupper med lav indkomst ikke ville blive ramt så hårdt, lyder begrundelsen.

Selvom ungdomspartiet er modstander af licensens opbygning, som den ser ud i dag, vil de dog ikke have afskaffet licensen, understreger de.

- At afskaffe public service vil være katastrofalt for demokratiet. Det er helt afgørende, at vi har en god, skattefinansieret, objektiv og reklamefri nyhedsdækning. Det får vi bl.a. med DR's kanaler, og det er vigtigt at holde fast i, siger Carl Valentin i pressemeddelelsen.

Tavs ordfører
Selvom ungdomsafdelingen er meget konkret i udmeldingen om licenssystemet, er moderpartiet anderledes ukonkret på grund af de forestående forhandlinger om det kommende medieforlig.

- Det vil jeg ikke forholde mig konkret til, for det er altid dumt at forhandle gennem en avis, siger SF's medieordfører Ole Sohn til Ekstra Bladet.

Han ønsker derfor ikke at gå i detaljer med partiets holdninger frem mod det kommende forlig.

- Vi har haft en licensløsning nu, som har fungeret - om ikke optimalt, så i hvert fald på en god måde. Så nu må vi gå i gang med forhandlingerne, så finder vi også en løsning på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre, siger han.

Har du haft nogle usædvanlige oplevelser med licensbetalingen, så hører vi meget gerne fra dig. Send din historie til os enten på mail til 1224@eb.dk eller via sms til 1224 (alm. takst).

Afstemning: Betaler du licens?