Hver femte eller helt nøjagtigt 53.672 københavnere valgte den 19. november at lade blyanten danse mod liste Ø i stemmeboksen.
Dermed stod Enhedslisten og spidskandidat Morten Kabell med gode kort på hånden, da de attraktive borgmesterposter skulle finde en ejermand.
Og ikke overraskende valgte den hårfattige christianhavner at sætte sig på den magtfulde post for miljø og teknik, der har det største budget i kommunen.
Embedsmændenes gode råd
Men selv om Morten Kabell er blevet valgt på et slogan om, at bilerne skal bagest, så vil han ikke udelukke, at han siger ja til den borgmesterbil, der følger med jobbet fra årsskiftet.
- Jeg kommer til at lytte til forvaltningens rådgivning. For jeg vil have, at min tid bliver udnyttet bedst muligt, siger han til Ekstra Bladet.
- Du blev jo valgt på en bilfjendtlig politik, vil du så overhovedet kunne se dine vælgere i øjnene, hvis du kører rundt i en borgmesterbil?
- Det, jeg er blevet valgt på, er, at vi vil have en byudvikling, hvor der er mindre fokus på biler. Men samtidig er det vigtigt for mig, at jeg udnytter min tid bedst muligt til gavn for byen og dens indbyggere. Jeg skal kunne nå så mange møder som muligt.
- Men jeg det er naturligvis også afhængig af, hvilken bil jeg bliver tilbudt. Den skal være så CO2-neutral som muligt, siger Morten Kabell.
Går på job
- Men du kan jo også bare tage en taxi de dage, hvor du har ekstra mange ting at nå?
- Ja, det er også inde i mine overvejelser. Det er også sådan, at der er cykler på rådhuset, som står til rådighed.
- Jeg kan også godt garantere, at jeg aldrig bliver ham, som bliver hentet om morgenen i borgmesterbilen. Her til morgen gik jeg eksempelvis hjemmefra Christianshavn og her til rådhuset. Det kan jeg også fremover, lyder det fra Kabell.
- Hvornår tager du en beslutning? Det kan vel ikke være så svært...
- Nu skal jeg jo lige overtage borgmesterposten officielt, men i starten af det nye år finder jeg frem til en løsning i fællesskab med forvaltningen, siger Enhedslistens frontmand i hovedstaden.
Den farligste gade
- Nu jeg har dig, hvordan vil københavnske bilister egentlig mærke første gang, at de kommer bagest?
- Mit fokus er på at sikre cyklisterne bedre. Derfor skal vi eksempelvis have taget fat på en bedre sikring af cyklisterne i Rantzausgade på Nørrebro. Det er byens farligste gade, der hvor der er flest personulykker.
- Hvad skal der ske i Rantzausgade. Bredere cykelstier, ensretning?
- Det er ikke sikkert cykelstier er løsningen. Det kan gøre kørebanen for smal og give problemer med for høj fart, hvilket giver utryghed. Det har vi set på Gl. Kongevej på Frederiksberg, slutter den kommende borgmester.