Pirat-Pind står fast i leje-sag

Venstre-politikeren holder fast i sine meningers mod - selv efter en tur bag lukkede døre i Venstres gruppeværelse. Dagens pirat-slips skal dog ikke ses som en krigserklæring mod partiet, siger han.

Søren Pind har i dag taget et lilla slips på med dødningehoveder. Politikeren bedyrer dog over for Ekstra Bladet, at piratslipeset ikke skal ses som en krigerisk gerning. Det står bare godt til jakken, siger han. (Foto: Sverre Quist/EB).
Søren Pind har i dag taget et lilla slips på med dødningehoveder. Politikeren bedyrer dog over for Ekstra Bladet, at piratslipeset ikke skal ses som en krigerisk gerning. Det står bare godt til jakken, siger han. (Foto: Sverre Quist/EB).

Se Lars Løkkes forklaring i leje-sagen i klippet over artiklen

Der sker som regel noget helt specielt med Venstre-folk, når de går ind ad døren til Venstres gruppeværelse på Christiansborg.

I hvert fald hvis de lige har leveret en kontroversiel melding i forhold til partiets politik, holdninger eller standpunkter.

Dermed var det også opsigtsvækkende, da Søren Pind for kort tid siden kom ud af gruppeværelset. For han var tilsyneladende helt sig selv.

Han stod således fast på sin melding, at leje-loven skal ændres, så det fremover skal være frie markedsvilkår, der sætter lejen. Men - det afholdt ham dog ikke fra, at være lidt sej i spyttet.

Venstre i total bolig-panik



LLO: Pinds forslag betyder dårligere vilkår for halvdelen af danskerne

- Hvordan mener du, at lejen skal fastsættes i Danmark? spørger Ekstra Bladet, da han kommer ud.

- Jeg har ikke mere at tilføje. Det står tydeligt i Berlingske, og det har jeg sådan set ikke behov for at uddybe.

- Men mener du, at det bør være Venstres politik?

- Jeg har været fuldt ud klar over, at det ikke er Venstres politik. Jeg kan kun svare for mig selv – jeg er ikke boligordfører eller politisk ordfører – når jeg tilkendegiver noget som står for partiets linje, så er det i udenrigspolitisk sammenhæng, hvor jeg er ordfører. Men jeg mener, det jeg mener, siger Søren Pind.

Et bedre sted

- Men du ved også godt, at når man siger A, må man også sige B…

- Næ, jeg har lært i politik, at man skal bruge sine kræfter på sager, man har mulighed for at få igennem. Og min tilgang er, at jeg har ikke noget krav om det. Men jeg har den mening, jeg har. Jeg tror, politik ville være et bedre sted, hvis flere gjorde sådan.

- Tror du det er muligt, at ændre partiets holdning?

- Aner det ikke. Det skal du spørge nogen, der er klogere end mig om.

- Er du blevet bedt om at holde igen på dine leje-udmeldinger?

- Nej. Overhovedet ikke.

- Heller ikke på gruppemødet?

- Næ… altså, der har ikke været rigtige drøftelser af det.

Hvad ved Carsten Hansen

- Er det rigtigt, at du i virkeligheden bare fortælle, hvad Venstre-folk mener om lejeloven?

- Jeg kan forstå, at Carsten Hansen (boligminister, red.) har udtalt, at han kan læse ind i Venstre-folks hoveder. Jeg synes så, at det er en skam, at folk ikke kunne læse ind i hans hoved, da han udtalte sig om Svendborg Sygehus.

(Carsten Hansen garanterede i valgkampen, at akutfunktionen på sygehuset ville blive bevaret. Men det er ude af hans hænder, og han har erkendt, at han ikke kunne love det, red.)

- Er det din opfattelse, at du står alene i V med dit synspunkt?

- Jeg kan sige dig, at jeg svarer for mig selv. Jeg har den holdning jeg har, og længere er den ikke.

- Hvorfor mener du, at lejeloven bør ændres?

- Der er alt for få der nyder godt af en meget fortidig regulering, hvorfor der nogle mennesker, i store lejligheder, de slet ikke har behov for og til en meget lav leje. Samtidig er der børnefamilier og unge mennesker, der kommer i klemme i forhold til at få en bolig.

- Risikerer man ikke at ramme socialt udsatte, hvis man frigiver lejen?

- Så må man i givet fald se på mekanismer, der kan håndtere de sociale forhold, siger han.

Søren Pind understreger, at han mener, at den nuværende ordning er helt forældet og et levn fra en anden tid - og politisk ideologi.

- Det er udtryk for god gammeldags planøkonomi. Nu siger Ekstra Bladet sikkert, at jeg rabler igen. Men det er udtryk for gammeldags planøkonomi, hvor familier og unge må stå i kø for en bolig, som mennesker beholder i stedet for at afgive den. Selv om de ikke har behov for den størrelse lejlighed, siger han.

- Jeg har ikke ændret holdning. Det irriterer mig bare, at det nu bliver til en procesdiskussion i stedet for at være en diskussion af de kæmpe problemstillinger, Berlingske har beskrevet de seneste dage. Men det vil jeg ikke fralægge mig mit ansvar for.

- En sidste ting: Er der en særlig grund til, at du har taget…

- ’Pirat-slipset’ på….? Ha ha, nej, jeg synes bare, at det stod godt til jakken, siger Søren Pind.