Frank J. støtter fredeligt opgør med bande

Bandemedlemmer med tilknytning til den berygtede Loyal to Familia har sat sig på kulturhus i København. Frank Jensen har nu besluttet, hvordan han vil smide dem ud

Folkets Hus ligger i Folkets Park i Griffenfeldtsgade på Nørrebro. Det er et brugerstyret hus med hovedsageligt venstreorienterede aktiviteter. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Folkets Hus ligger i Folkets Park i Griffenfeldtsgade på Nørrebro. Det er et brugerstyret hus med hovedsageligt venstreorienterede aktiviteter. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

- Folkets Hus skal tilbage til borgerne på Nørrebro. Vi kan ikke acceptere, at bander og folk med tilknytning til kriminelle miljøer har sat sig på huset.

Sådan lyder det fra Købehavns overborgmester Frank Jensen (S), der nu for først gang går ind i sagen om Folkets Hus, det kommunalt støttede kulturhus på Nørrebro, der er blevet indtaget af en gruppe hash-sælgende bandemedlemmer.

- Jeg er glad for, at der er bred opbakning politisk til den løsning som politiet, Fonden for de åbne rum (fonden bag huset, red.) og kommunen har fundet.

- Det er helt afgørende, at vi ikke har kommunale bygninger stående tomme rundt omkring i byen, så de bliver overtaget af bander og andre fra det kriminelle miljø.

Politiker forarget over milliontilskud til Folkets Hus: 'Stemningen var tykt kriminel'

- Derfor mener jeg, at løsningen med en fast bemanding tjener et vigtigt formål.

Dermed bakker Frank Jensen op om, at der ansættes tre socialmedarbejdere i huset. De skal sørge for, at få smidt bandemedlemmerne på gaden og genetablere husets hverdag med kulturelle arrangementer, café osv.

Løsningen, der foreløbig er midlertidig, koster skatteyderne i København godt to millioner kroner.

Alle bakker op
- Men hvordan er det kommet så vidt, at et kommunalt hus har fået lov at fungere som pushercentral?

- Det er noget som har udviklet sig over tid. Og det er derfor at aktivisterne, som har drevet huset, har sagt til Fonden for de åbne rum, at de ikke kunne tage ansvaret. Derfor står vi i den her situation nu

- Hvordan har du det med, at situationen har fået lov at løbe så løbsk i et af kommunens huse?

- Jamen, vi har undervejs fulgt det her. Så længe fonden stod på mål for det, så har vi sagt 'okay'. Men nu har vi fundet en løsning, som alle parter - inkl. Københavns Politi - bakker op om. Og det gør jeg også.

- Det er en midlertidig bevilling. Hvad skal der ske, hvis det ikke fungerer, det er trods alt nogle af de allerhårdeste elementer i København, der har sat sig på huset?

- Huset skal tilbage til borgerne. Og nu går vi den her vej. Alternativet er, at alle trækker sig væk, og så er der en risiko for, at vi oplever et hus, som overtages af det kriminelle miljø.

Blødsøden
- Liberal Alliance og Venstre er ikke med på jeres løsning. Er I for blødsødne? Hvorfor har man ikke revet de her folk ud for længst?

- Det er klart, at hvis der er personer som politiet skal have fat i kraven på, så skal de gøre det. Og det har vi en meget fin samarbejdsaftale med Københavns Politi om, at de gør. De går efter de kriminelle, som de ved, de kan får fremstillet for domstolene til fængsling.

- Målet er nu, at huset skal tilhøre borgerne og ikke de kriminelle.

- Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Jeppesen (DF) siger, at hvis ikke der kommer styr på det, så må huset ryddes. Hvor lang er din tålmodighed?

- Jeg vil ikke true med den slags. Nu er der fundet en løsning, så skal man ikke starte med at true med at lukke. Det her skal gives en chance.

- Hvor lang snor vil du give den her løsning?

- Det er klart, at hvis politiet siger, 'det her kan ikke fungere'. Og løber de medarbejdere væk, som skal knyttes til huset, skrigende bort, så skal vi trække stikket. Men nu skal det altså lige forsøges.