Engell om Manu Sareen: Helle risikerer total-krig med DF

Den nye social-, integrations-, ligestillings- og børneminister er et varmt emne hos de politiske kommentatorer

Manu Sareen blev regeringsrokaden store overraskelse, mener Hans Engell. (Foto: Polfoto)
Manu Sareen blev regeringsrokaden store overraskelse, mener Hans Engell. (Foto: Polfoto)




Det var noget af en overraskelse for Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell, at den radikale Manu Sareen har fået social- og integrationsposten.

- Med Manu Sareen som integrationsminister løber regeringen en risiko, der er enorm. De kan risikere totalt krig med Venstre og Dansk Folkeparti samt intern splid i regeringen, siger Hans Engell.

Manu Sareen sad tidligere på Kirkeministeriet, som nu er overgået til kulturminister Marianne Jelved. Han overtager Social- og Integrationsministeriet fra den tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen.

Se også: Engell: Her er ministerrokadens store vinder

Hans Engell mener, at det er Socialdemokraterne, der kan lide nederlag med Manu Sareen i spidsen.

- Integrationspolitikken kan blive en kæmpe tabersag især for Socialdemokraterne, da Manu Sareen i integrationspolitik har nogle helt andre synspunkter end fx justitsminister Karen Hækkerup. Det er en kæmpe overraskelse, at de ikke har valgt en, der er lidt mindre profileret til det ministerium.

Også TV2s politiske kommentator, Henrik Qvortrup, mener, at det er en kæmpe overraskelse, at Manu Sareen har fået så vigtige ministerier.

Se også: En radikal socialminister!!!

- Hvad er det lige, der - med al respekt - kvalificerer Manu Sareen til at blive socialminister? Man må virkelig sige, at han får et comeback, sagde Henrik Qvortrup på TV2 News i går aftes.

Og Henrik Qvortrup var ikke bange for at fortsætte med at hagle kritikken ned over den nye minister.

- Det har været en stående vittighed på Christiansborg, hvor man har spurgt hinanden; hvad er det lige præcis, Manu Sareen laver efter frokostpausen, fortsatte Henrik Qvortrup.

0 kommentarer
Vis kommentarer