Nye oplysninger sår tvivl om Løkkes forklaring i GGGI-sagen

Mødereferat viser, at Venstres formand ikke svarede korrekt i sag om rejseregler, mener DF og Enhedslisten

Mødereferat viser, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen ikke svarede korrekt i sag om rejseregler, mener DF og Enhedslisten. (Foto: Mogens Flindt)
Mødereferat viser, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen ikke svarede korrekt i sag om rejseregler, mener DF og Enhedslisten. (Foto: Mogens Flindt)

Se dokumenterne, der har sendt Løkke ud i ny modvind her (link til pdf - side 55)!

Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen (V), og den øvrige bestyrelse i GGGI fik allerede i januar 2013 en klar opfordring til at granske rejsereglerne i den sydkoreanske klimaorganisation, skriver Jyllands-Posten.

Anbefalingen kom fra GGGI's finansdirektør, som på et bestyrelsesmøde - ledet af Lars Løkke Rasmussen - redegjorde for et storstilet projekt, der ville koste næsten to millioner kroner.

80 procent af pengene skulle bruges på rejser, oplyste finansdirektøren ifølge mødereferatet. Det var derfor "afgørende" at tage fat på organisationens rejsepolitikker og -procedurer, påpegede han.

Se også: Løkke har hemmelig gæld til staten

Alligevel gik der omkring et halvt år, før Venstre-formanden fik ændret rejsereglerne, der gjaldt for ham selv som GGGI-formand.

De gav ham ret til at rejse på flyenes dyreste sæder - 1. klasse - hvilket skete på ni rejser til en samlet pris på 775.000 kroner.

De nye dokumenter sår tvivl om Løkkes forklaring, som han gav på et timelangt pressemøde i efteråret. Her blev han spurgt til et mystisk memorandum fra GGGI dateret 27. december 2012, hvor GGGI-formandens ret til at flyve på 1. klasse stod nævnt.

Men det dokument havde Løkke ingen "historisk viden om".

Se også: GGGI om ny kritik: Bygger på forældet information

- I sommer bliver rejsereglerne downgradet - hvis man kan bruge det udtryk - og gjort mere skandinaviske. Før det tidspunkt har jeg ikke personligt været involveret i nogen diskussion om rejseregler, sagde Løkke.

Han supplerede: "Jeg har ikke været involveret i en diskussion om, at nu skal vi have nogle nye eller anderledes rejseregler."

Forelagt de nye oplysninger konkluderer Dansk Folkeparti, at Løkke ikke har svaret korrekt på alle spørgsmål, der er stillet i sagen, mens socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil kalder Løkkes udsagn på pressemødet for "decideret forkert".

Se også: Ambassadør afløser GGGI-hovedperson i udenrigstjenesten

Lars Løkke Rasmussen har ikke ønsket at udtale sig om sagen til Jyllands-Posten.

0 kommentarer
Vis kommentarer