Lidegaard åbner op for Nato-tropper i Baltikum

Nato betrygger øst-allierede med pakke, som kan indeholde øget materiel, tropper og øvelser, siger Lidegaard

Udenrigsministeren kan ikke udelukke, at støttepakken til de østlige allierede kan indeholde tilstedeværelse af Nato-tropper i østlandene samt flere militære øvelser. (Foto: AP)
Udenrigsministeren kan ikke udelukke, at støttepakken til de østlige allierede kan indeholde tilstedeværelse af Nato-tropper i østlandene samt flere militære øvelser. (Foto: AP)

Lande, som grænser op til Ukraine, og som udviser stor bekymring over krisen, skal kunne sove trygt om natten.

Det prøver Natos udenrigsministre at sikre i en ny pakke, som kan indeholde træningsprogrammer, øget materiel og tropper i de østlige lande.

Udenrigsministrene har bedt den militære ledelse i Nato om at finde ud af, hvad der skal til og forberede pakken.

- Vi har bedt Nato om inden for to uger at udarbejde en pakke, som skal betrygge allierede, som er nervøse, og sikre, at de kan sove trygt om natten, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Han har tirsdag været til møde med Nato-udenrigsministrene i Bruxelles, for at diskutere krisen i Ukraine, forholdet til Rusland, og hvordan Nato bedst støtter de allierede mod øst.

- Det her er ikke en aggressiv handling, det er en handling af solidaritet, siger Lidegaard.

Han kan ikke udelukke, at støttepakken til de østlige allierede kan indeholde tilstedeværelse af Nato-tropper i østlandene samt flere militære øvelser.

Det er mere, end Lidegaard havde regnet med inden mødet begyndte, siger Lidegaard efter mødet.

0 kommentarer
Vis kommentarer