S-borgmester: Partifæller er frustrerede

Statsministeren må puste kampgejst i frustrerede socialdemokrater, mener Ishøj-borgmester Ole Bjørstorp

Mange socialdemokrater tror ikke, at partiet kan vinde næste folketingsvalg. Derfor skal statsminister Helle Thorning-Schmidt som formand vise kampgejst, når hun i weekenden i Svendborg møder hovedbestyrelsen og kredsformænd.

Det siger Ishøjs S-borgmester, Ole Bjørstorp, som søndag kritiserede partitoppen sammen med borgmestrene Ib Terp, Brøndby, og H. C Østerby, Holstebro.

- Man skal lave en finanslov næste gang, hvor det ikke nytter, at man bevidst går udenom Enhedslisten. De kører gode sociale ting. Man må prøve at gå i dialog med dem. De er trods alt et støtteparti. Hvorfor bruger man ikke dem, spørger Ole Bjørstorp.

S har kun godt hver femte vælger i meningsmålingerne. Mange socialdemokratiske vælgere er parkeret hos Dansk Folkeparti, mener Ishøjs borgmester.

- Man mærker lokalt en afmatning og svigtende tro på, at man kan vinde valget næste gang. Man skal selvfølgelig være lidt mere begejstret. Det skal vi alle sammen. Vi fik hjælp ved kommunevalget, hvor det gik udmærket, siger Ole Bjørstorp.

Knap fire af 10 vælgere mener i Megafons måling, at partiet får et bedre folketingsvalg med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i spidsen. Det kræver, at Thorning får et topjob i EU, som hun har afvist gentagne gange, senest ved tirsdagens gruppemøde.

Socialdemokraterne er skuffede over, at selskabsskatten blev sænket. De kræver folkeskolen sat i højsædet. Regeringen må også ændre kontanthjælpsreformen, fordi unge ikke kan betale huslejen, når de skal leve af en SU-ydelse, mener Ole Bjørstorp.

- Man behøver ikke kalde det en reform, hver gang man retter lidt i et lovkompleks. Man kunne stoppe lidt op. Det er svært for os andre at følge med i, hvad der sker. Det er sådan noget, der skaber frustration, siger Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj.

0 kommentarer
Vis kommentarer