Nu får du penge tilbage i skat - medmindre ...

Fredag tømmer skattefar ud i pengetanken, men du risikerer slet ikke at få noget

Fredag udbetales overskydende Skat, med mindre ... (Foto: Colourbox)
Fredag udbetales overskydende Skat, med mindre ... (Foto: Colourbox)

Fredag bliver overskydende Skat udbetalt, så du kan holde weekend med manér. Der er dog stadig et par enkelte knaster, der skal files ned, før du kan gå shop-amok.

1. Hvis du eller din ægtefælle skylder eller har skyldt penge til det offentlige:
Hvis du eller din ægtefælle har gæld til det offentlige, som er sendt til inddrivelse hos Skat (for eksempel licens, skat, underholdsbidrag, boligstøtte, parkeringsbøde), bruger Skat pengene på at betale af på gælden i stedet for at udbetale dem. Det sker også, selvom du eller din ægtefælle har en afdragsordning.

- Det foregår automatisk, og du behøver ikke at gøre noget.

- Du vil få udbetalt din overskydende skat inden 30. maj 2014.

Har du eller din ægtefælle betalt jeres gæld, kan pengene stadig være tilbageholdt, da Skat ikke automatisk kan registrere det, men er nødt til at tjekke det manuelt. Overskydende skat vil blive udbetalt inden 30. maj 2014.

2. Hvis du ikke har en Nemkonto:
Hvis du ikke har en Nemkonto, skal du oprette en. Beløbet bliver så overført i løbet af to til tre dage.

Men selv hvis du kan kalde dig gældfri i forhold til skattefar, risikerer du stadig en fredag uden ekstra på kontoen.

Underdirektør for Afregning i Skat, Richard Hanlov, forklarer i en mail til Ekstra Bladet:

- Hvis borgeren ikke har tilmeldt en bankkonto som Nemkonto på udbetalingstidspunktet, kan SKAT dog ikke overføre pengene hertil. I så fald overføres udbetalingen til en ventekonto i Moderniseringsstyrelsen, og borgeren modtager et brev fra Nemkonto om, at beløbet står på ventekonto og vil blive udbetalt automatisk med det samme, borgeren har tilmeldt en bankkonto som Nemkonto. De mest almindelige tilfælde er i forbindelse med bankskifte, hvor borgeren er undervejs med en ny tilmelding til Nemkonto.

3. Hvis du skal have mere end 100.000 kroner tilbage:
Beløb over 100.000 kroner vil først blive sat ind på din Nemkonto inden 18. april.

Og husk, at din overskydende skat indeholder en godtgørelse på 0,5 procent som tak for, at du har indbetalt for meget.

Forhåbentlig god weekend med lidt ekstra på lommen.

0 kommentarer
Vis kommentarer