Samuelsen droppede kontroversiel del af tale

LA-lederen undlod at tale om, at stigende ulighed er sundt, selv om det stod sort på hvidt i den planlagte landsmøde-tale

Anders Samuelsen (tv) udelod kontroversiel del af sin tale på landsmødet i dag. (Foto: Sverre Quist)
Anders Samuelsen (tv) udelod kontroversiel del af sin tale på landsmødet i dag. (Foto: Sverre Quist)

'Stigende ulighed vil være et sundhedstegn'.

Sådan står der på side 13 i de talepapirer, som Anders Samuelsen netop har holdt på Liberal Alliances landsmøde i København.

Men Anders Samuelsen sagde aldrig ordene, der tidligere har vist sig at være særdeles kontroversielle.

Efterfølgende konfronterede journalisterne Anders Samuelsen med den udeladte del af talen. Han undskyldte sig med, at talen var trukket ud, så han havde været nødt til at udelade en del af talen.

Og det blev så altså lige præcis den kontroversielle del.

Se også: LA: Fornærmende at hæve skat for at droppe brændeafgift LA: Fornærmende at hæve skat for at droppe brændeafgift

TV2 News spurgte flere gange Anders Samuelsen, om han da ikke mener, at stigende ulighed er et sundhedstegn. Partilederen svarede undvigende, inden han til sidst tre gange i træk sagde, at ulighed kan være et sundhedstegn.

Det er en regel omkring politikeres taler, at 'det talte ord gælder'. Ikke desto mindre står det fast, at det har været planlagt, at Anders Samuelsen skulle komme ind på, at 'stigende ulighed vil være et sundhedstegn'.



I talepapiret står formuleringen sammen med en passage om, at det vil skabe større ulighed, hvis Bill Gates flytter til Danmark med sin enorme rigdom, men at det også vil gavne Danmark, hvis det sker. Det har FOA-formand Dennis Kristensen måtte give Anders Samuelsen ret i, skulle Anders Samuelsen have sagt ifølge talepapiret.

Dermed leverede Anders Samuelsen det hidtil eneste dramatiske punkt på et landsmøde uden højdepunkter for andre end de fremmødte partisoldater.

Sidst det blev fremhævet i dansk politik, at stor ulighed er godt for samfundet, var da daværende socialminister Eva Kjer Hansen (V) gjorde det. 'Uligheden må gerne blive større, for det skaber dynamik i samfundet', sagde hun i 2007.

Efterfølgende blev hun banket på plads af Anders Fogh og måtte trække i land.

Samuelsen: Ulighed ER godt

Anders Samuelsen afviser over for Ekstra Bladet, at han undlod den kontroversielle del af talen, fordi han blev usikker.

- Jeg blev simpelthen tidspresset. Jeg kunne huske fra min taleskrivning, at jeg havde det med om Bill Gates, og så tænkte jeg, at jeg ville droppe det. Det kunne lige så godt have været noget andet.

- Så du vakler ikke i troen om, hvorvidt stigende ulighed vil være et sundhedstegn?

- Ulighed er dårligt, når det er den udgave, som Thorning står for, hvor vi bliver fattigere. Men ulighed er godt, når det er et udtryk for, at vi bliver rigere. Så er det positivt, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer