Venstre: Vi skal have flere iværksættere til Danmark

Det er godt, at regeringen vil invitere flere iværksættere til landet, mener Venstres Jakob Engel-Schmidt

Danmark kan ikke få nok udenlandske iværksættere, der kommer med ny viden og skaber nye job. Derfor er det godt, at regeringens udspil Start-up Denmark vil tiltrække udlændinge, som får godkendt en forretningsplan af eksperter i regionale væksthuse.

Det siger Jakob Engel-Schmidt, som er Venstres ordfører for iværksætteri og innovation, om regeringens forslag, der vil give udenlandske iværksættere opholdstilladelse i op til fem år.

- Det er en positiv tanke, der ligger bag forslaget. Danmark skal være et åbent land for mennesker, som gerne vil skabe arbejdspladser. Så det kan jeg ikke være imod, siger Jakob Engel-Schmidt.

Se også: Regeringen vil give udenlandske iværksættere opholdstilladelse

Venstre vil bruge integrationspolitikken til at tiltrække iværksættere. Partiet vil i forårets forhandlinger om regeringens vækstplan gøre det billigere at starte virksomhed i Danmark, forklarer han.

Det kan ske ved 'crowd funding', hvor flere personer og organisationer sammen skyder penge i et projekt. Det foreslår Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative i et beslutningsforslag om erhvervslivet, påpeger Jakob Engel-Schmidt.

- I andre lande er der lavere personskat, kapitalskat og generelt lavere produktionsafgifter, siger han.

Venstres ordfører frygter ikke, at regeringen lemper udlændingepolitikken ad bagdøren. Derimod mener DF's Martin Henriksen, at forslaget udvider greencard-ordningen, som især benyttes af udlændinge fra Pakistan, Iran, Indien, Kina og Bangladesh.

- Det er muligt, at greencard-ordningen ikke fungerer efter hensigten. Men efter forslaget skal potentielle iværksættere skrive en forretningsplan, hvor de redegør for, om de har penge til at realisere planen, siger Jakob Engel-Schmidt.

- Så vi taler om meget ressourcestærke mennesker, mener han.

Se også: DF: Regeringen udliciterer udlændingepolitikken

SR-regeringen har brug for at finde et politisk flertal for at få forslaget gennemført.

Regeringen vil have flere udenlandske iværksættere til Danmark. Det skal ske med ordningen Start-up Denmark.

Regeringen kommer i denne uge med et reformudspil, der skal trække flere internationale vidensarbejdere til Danmark.

Udspillet fremlægges af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og skatteminister Morten Østergaard (R).

Et af de i alt fire ben i udspillet har fået navnet Start-up Denmark, der skal gøre det lettere for internationale iværksættere at slå sig ned i Danmark:

- Start-up Denmark er en ordning for udlændinge fra tredjelande, der gerne vil åbne selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark. Ordningen skal bidrage til nye virksomheder, der er internationalt orienterede, hvilket kan øge eksporten.

- For at komme ind på ordningen skal iværksætteren sende sin ansøgning med en forretningsplan til et udvalg, der blandt andet skal bestå af erhvervskonsulenter fra de regionale væksthuse.

- Hvis udvalget vurderer, at forretningsideen har potentiale, vil ansøgningen blive videresendt til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der så giver en egentlig opholdstilladelse.

- Den første tilladelse gives for to år, men kan forlænges med yderligere tre år.

- Det forventes - med nogen usikkerhed - at der vil blive givet 50 tilladelser det første år. Tallet vil formentlig stige i takt med markedsføringen af ordningen.

- Ifølge udspillet skal ordningen i første omgang løbe i en treårig forsøgsperiode.

(Kilde: De Radikales iværksætterordfører Nadeem Farooq)

0 kommentarer
Vis kommentarer