Helle: Uro i mit parti? Nej...

Statsministeren mener ikke, at der er uro i Socialdemokraterne forud for vigtigt møde med lokalformænd

Thorning afviser, at der er uro internt i Socialdemokraterne. (Foto: Polfoto)
Thorning afviser, at der er uro internt i Socialdemokraterne. (Foto: Polfoto)

Statsminister Helle Thorning-Schmidt udsteder en garanti for, at hun også er statsminister til næste valg og afviser samtidig, at der skulle være uro i hendes parti.

Det sker efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

- Vi kommer til at gå til valg med mig som formand og mig som statsminister, sagde Helle Thorning til TV2 NEWS om EU-rygterne efter mødet.

Og det er en garanti?

- Ja, det er det.

Hvad siger du til den uro, der er om dit lederskab af Socialdemokratiet?

- Jeg opfatter egentlig ikke, at der er uro. Der er en politisk debat om helt konkrete politiske ting. Det er helt fair. Det skal vi have i et politisk parti. Det lytter vi til, og det skal vi også drøfte. Og det kommer vi også til, sagde statsministeren.



Hun kan se frem til et dramatisk møde med både partiets hovedbestyrelse og lokalformænd i Svendborg i morgen, hvor den seneste tids hefige kritik af S-ledelsen er på dagsordenen.

Samtidig med Thornings afvisning af uroen måtte kronprinsessen Mette Frederiksen dog torsdag eftermiddag gå ud og offentligt bakke sin formand op, mens hun opfordrer til at stoppe den 'ensidige kritik' af Thorning.

Derudover er Thorning i skrivende stund i alvorlige problemer i Folketingssalen, hvor et beslutningsforslag fra de konservative risikerer at sende regeringen i mindretal.

Se også: TV: Kommer regeringen i mindretal? - Slagsmål om børnechecken

0 kommentarer
Vis kommentarer