DI: Høj skat kan skræmme udenlandske talenter væk

Regeringsudspil vil give opholdstilladelse til dygtige iværksættere. Høj skat er stadig en barriere, mener DI

Erhvervslivet har længe efterspurgt dygtige udenlandske talenter, der for alvor kan sparke gang i den danske økonomi. Og noget tyder på, at der er gode nyheder på vej.

Se også: DF: Regeringen udliciterer udlændingepolitikken

Regeringen vil med nyt udspil give opholdstilladelse til iværksættere, der har en god forretningsidé. Det er et skridt i den rigtige retning, mener Dansk Industri.

- Internationale iværksættere kommer med nogle sprogkompetencer og et markedskendskab, der kan slå dørene op for øget vækst og flere arbejdspladser, siger arbejdsmarkedskonsulent Claus Aastrup Seidelin.

Se også: Regeringen vil give udenlandske iværksættere opholdstilladelse

Han mener dog, at der skal flere tiltag til for at tiltrække udenlandske talenter.

- Det høje skattetryk er stadig en barriere for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Der er flere ting, vi skal være skarpe på, hvis vi skal vinde kampen om de her internationale talenter, siger han.

Udspillet vil give en udenlandsk iværksætter mulighed for at få stukket en toårig opholdstilladelse i hånden, hvis han eller hun har en idé, der har potentiale til at skabe arbejdspladser.

Danmark er i forvejen i hård konkurrence med andre lande om at tiltrække internationale videnarbejdere, og derfor er der nogle områder, vi skal gribe ind i, hvis vi skal lokke iværksætterne til landet.

- Vi skal gøre det lettere for arbejdsgivere at kunne rekruttere udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Derudover skal man sørge for, at iværksættere og familien kan falde til i Danmark, så man kan fastholde dem her, siger han.

Se også: Venstre: Vi skal have flere iværksættere til Danmark

En håndfuld af disse udenlandske talenter kan ifølge ham gøre en stor forskel.

- Hvis man får tiltrukket de helt rigtige iværksættere med de rigtige forretningsplaner, der kan få store projekter i gang, så vil det helt klart kunne skabe en del arbejdspladser i Danmark, siger Claus Aastrup Seidelin.

Regeringen vil have flere udenlandske iværksættere til Danmark. Det skal ske med ordningen Start-up Denmark.

Regeringen kommer i denne uge med et reformudspil, der skal trække flere internationale vidensarbejdere til Danmark.

Udspillet fremlægges af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og skatteminister Morten Østergaard (R).

Et af de i alt fire ben i udspillet har fået navnet Start-up Denmark, der skal gøre det lettere for internationale iværksættere at slå sig ned i Danmark:

- Start-up Denmark er en ordning for udlændinge fra tredjelande, der gerne vil åbne selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark. Ordningen skal bidrage til nye virksomheder, der er internationalt orienterede, hvilket kan øge eksporten.

- For at komme ind på ordningen skal iværksætteren sende sin ansøgning med en forretningsplan til et udvalg, der blandt andet skal bestå af erhvervskonsulenter fra de regionale væksthuse.

- Hvis udvalget vurderer, at forretningsideen har potentiale, vil ansøgningen blive videresendt til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der så giver en egentlig opholdstilladelse.

- Den første tilladelse gives for to år, men kan forlænges med yderligere tre år.

- Det forventes - med nogen usikkerhed - at der vil blive givet 50 tilladelser det første år. Tallet vil formentlig stige i takt med markedsføringen af ordningen.

- Ifølge udspillet skal ordningen i første omgang løbe i en treårig forsøgsperiode.

(Kilde: De Radikales iværksætterordfører Nadeem Farooq)

0 kommentarer
Vis kommentarer