EL opfordrer SF til at blokere milliardkøb af jagerfly

Danmark agter at bruge tocifret milliardbeløb på at købe et nyt jagerfly, som skal afløse F-16

Forsvarsministeriet tager torsdag endnu et skridt i retning af at købe nye kampfly, som skal afløse de aldrende F-16-fly.

Det er det største forsvarsindkøb i årtier med et budget på over 30 milliarder kroner, men står det til Enhedslisten, skal aftalen blokeres.

- Det er helt absurd, hvis vi i en krisetid, hvor partierne i Folketinget både har forringet vores velfærd og forringet vilkårene for arbejdsløse, syge og studerende, nu vil ud og gennemføre den største milliardinvestering nogensinde på kampfly.

- Jeg vil på det kraftigste opfordre SF til at blokere beslutningen om at indkøbe kampfly, siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen (EL) i en kommentar til Ritzau.

Som forligspart har SF nemlig den mulighed, understreger Villumsen, hvis parti er det eneste i Folketinget, der ikke deltager i forsvarsforliget.

Torsdag går indkøbet af nye kampfly ind i en afgørende fase, når Forsvarsministeret sender en såkaldt informationsanmodning til de fire fabrikanter, der byder sig til.

I anmodningen stiller Danmark en række krav til de nye fly som eksempelvis pris og leveringsdato, hvilket fabrikanterne udfylder og sender tilbage, så politikerne kan tage en beslutning næste år.

Kampen står mellem Eurofighter, svenske Saab Gripen, Boeings F-18 Superhornet og Lockheed Martins F-35 Joint Strike Fighter (JSF), som danske virksomheder har været med til at udvikle.

- Enhedslisten har indtil nu været alene i sin modstand mod at indkøbe kampfly. Men senest har SF's udenrigsordfører Holger K. Nielsen stillet spørgsmål ved indkøbet.

- SF er jo ikke længere i regering, og som medlem af forligskredsen har de jo faktisk mulighed for at blokere for indkøbet. Den mulighed opfordrer jeg kraftigt SF til at bruge, siger Enhedslistens forsvarsordfører.

Det fly, der bliver endelig udvalgt, skal erstatte de nuværende F-16-fly fra 2020, ventes det.

Det har foreløbig ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra SF's udenrigs- og forsvarsordfører Holger K. Nielsen.

Danmark er parat til at bruge et tocifret milliardbeløb på at købe et nyt jagerfly, som skal afløse F-16.

Med det seneste forsvarsforlig blev det vedtaget, at Folketinget inden 1. juli 2015 skal beslutte, hvilken type jagerfly man ønsker at købe, når Danmark skal udskifte de aldrende F-16-fly.

Hermed en overblik over forløbet omkring jagten på de nye jagerfly:

- Efteråret 2007: Forsvarskommandoen indleder projektet med at finde nyt jagerfly.

- 2009-2010: Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) og senere hans afløser Gitte Lillelund Bech (V) udskyder beslutningen om købet. Gitte Lillelund Bech gør det med henvisning til, at der stadig er gode år tilbage i F-16-flyene.

- November 2012: Et nyt forsvarsforlig kommer på plads mellem den daværende S-R-SF-regeringen og de borgerlige oppositionspartier V, K, DF og LA. Kun EL står udenfor. Processen med at vælge et nyt kampfly genopstartes.

- 10. april 2014: Forsvarsministeriet udsender en såkaldt "Request for Binding Information" til de fire interesserede producenter, der er tilbage om buddet. Rapporten angiver, hvilke krav Danmark stiller til de nye fly som eksempelvis pris og leveringsdato.

- Medio 2015: Valget af kampfly forventes at blive truffet endeligt. Kampen står mellem Eurofighter, svenske Saab Gripen, Boeings F-18 Superhornet og Lockheed Martins F-35 Joint Strike Fighter (JSF), som danske virksomheder har været med til at udvikle.

- 2020: De første fly forventer at blive leveret.

(Kilde: Nytkampfly.dk)

0 kommentarer
Vis kommentarer