Lidegaard: Vi skal videre med sanktioner mod Rusland

EU-udenrigsministre forbereder næste skridt i reaktion på russisk optrapning i Ukraine

Både den danske og flere andre EU-landes udenrigsministre lægger forud for deres diskussion om Ukraine og Rusland mandag ved et møde i Luxembourg op til en yderligere stramning af EU's sanktioner over for Rusland.

- Danmark er klar til at gå videre med flere sanktioner. Men jeg ønsker ikke på nuværende tidspunkt at lægge mig fast på hvilke sanktioner. Vi er åbne over for alle muligheder, siger Lidegaard ved ankomsten til mødet.

Også hans britiske kollega, William Hague, lægger op til skærpede EU-sanktioner - blandt andet med henvisning til, at Rusland står bag de seneste dages uroligheder i det østlige Ukraine, hvor prorussiske aktivister har besat flere offentlige bygninger.

- Der er efter min mening ikke skyggen af troværdighed over benægtelserne af, at Rusland er involveret.

- Det ligner i dén grad et omfattende yderligere, bevidst og planlagt brud på Ukraines uafhængighed og suverænitet, siger Hague med henvisning til Ruslands indblanding i de begivenheder, der tidligere førte til Ruslands annektering af Ukraine.

Den danske minister er åben for både at diskutere en udvidelse af den allerede eksisterende liste over sanktioner rettet mod 33 enkeltpersoner i Rusland og på Krim-halvøen og over for den såkaldte "fase tre" med mere vidtrækkende økonomiske sanktioner.

Den tredje fase kan ramme EU's handel med Rusland - for eksempel med eksport af våben og import af gas. De vil føje sig til de allerede indførte politiske sanktioner i fase et og de personrelaterede i fase to.

EU-landene tøver med fase tre, blandt andet fordi den kan ramme EU-landene skævt.

Tirsdag ventes EU-Kommissionen at præsentere medlemslandene for et første bud på, hvordan en sådan runde sanktioner kan skrues sammen.

Kommissionens bud ventes ikke at blive offentliggjort. De enkelte lande vil ifølge diplomatiske kilder i første omgang formentlig kun blive præsenteret for de elementer, der er relevante for deres eget land.

Litauens udenrigsminister, Linas Linkevicius, siger, at sanktionerne er under forberedelse - og at de "ikke kan undgås", hvis Rusland griber militært ind i Ukraine.

0 kommentarer
Vis kommentarer