Afstemning i EL: Pernille Skipper slår Johanne Schmidt

Hun bryder sig ikke om at blive kaldt kronprinsesse, men EL's bagland peger igen på Pernille Skipper

Johanne Schmidt-Nielsen er fortsat Enhedslistens frontfigur og politiske ordfører. Men når hun en dag stopper, kan der ikke være meget tvivl tilbage om, at Pernille Skipper overtager.

I den årlige urafstemning om folketingskandidaterne forud for Enhedslistens kommende årsmøde slår den retspolitiske ordfører, Pernille Skipper, nemlig for andet år i træk Johanne Schmidt-Nielsen i kampen om medlemmernes stemmer.

Pernille Skipper får 878 stemmer i urafstemningen mod 711 til Johanne Schmidt-Nielsen. På tredjepladsen kommer gruppeformand Stine Brix med 655 stemmer.

Pernille Skipper ser resultatet som stor opbakning fra baglandet til den siddende folketingsgruppe:

- Det er et skulderklap til os alle sammen i folketingsgruppen, at vi er placeret så højt i afstemningen. Jeg tolker det som en stor opbakning til den politiske linje, og det er jeg rigtig glad for, siger Pernille Skipper.

I Enhedslisten gør man meget ud af at fastslå, at urafstemningen ikke er et formandsvalg, men alene en vejledning til årsmødedeltagerne om, hvem baglandet gerne ser som folketingskandidater.

Resultatet får heller ikke nogen betydning for fordeling af ordførerposter i folketingsgruppen, eller hvem der skal i tv-dueller og pryde valgplakaterne. Derfor skal man ikke lægge for meget i afstemningen, lyder det.

Resultatet kommer dog på et tidspunkt, hvor en mulig deadline for Johanne Schmidt-Nielsens tid i Folketinget hastigt nærmer sig.

I modsætning til andre partier har Enhedslisten et rotationsprincip, som betyder, at Johanne Schmidt-Nielsen må trække sig, hvis Helle Thorning-Schmidt venter med at udskrive valg til sidst i valgperioden, som udløber i efteråret næste år.

Med resultatet i urafstemningen er Johanne Schmidt-Nielsen fortsat Enhedslistens frontfigur frem til det næste årsmøde, som formentlig vil ligge i maj næste år.

Kommer valget inden da, vil det være Johanne Schmidt-Nielsen, der skal tage valgkampsduellerne med Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Men udskriver Helle Thorning-Schmidt først valg efter Enhedslistens årsmøde næste år, så vil Johanne Schmidt-Nielsen ikke længere kunne stille op. Og det kan bane vejen for Pernille Skipper.

Urafstemningen i Enhedslisten betyder samtidig, at tre gamle folketingsmedlemmer er kommet ind blandt de øverste 20 kandidater.

De tre er Søren Søndergaard, Jette Gottlieb og Rune Lund. I sidste ende er det dog op til årsmødet at afgøre kandidaternes placering.

0 kommentarer
Vis kommentarer