Kommentator: Pernille Skipper har politisk håndelag

At Skipper slår Johanne Schmidt i EL-urafstemning er tegn på, at hun er partiets næste frontfigur, lyder det

(Arkivfoto: Mogens Flindt)
(Arkivfoto: Mogens Flindt)

Det er ikke uden grund, at Pernille Skipper for andet år i træk vinder en urafstemning i Enhedslisten om folketingskandidaterne forud for partiets kommende årsmøde, mener politisk kommentator Troels Mylenberg.

Se også: Afstemning i EL: Pernille Skipper slår Johanne Schmidt

Partiets retspolitiske ordfører vandt over den politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, med stemmetallet 878 mod 711.

- Der er en anerkendelse af Pernille Skipper og en stadfæstelse af hendes position som fremtiden i Enhedslisten.

- Det er fordi, hun har haft en sikker hånd i alle de sager, hun har været fremme med i pressen. Hun fremstår som vidende og solid på sine områder. Ikke mindst på retspolitikken, hvor hun som jurist har den faglige indsigt, siger han.

Samtidig understreger han, at det lige så meget er et udtryk for, at flere medlemmer mener, at de ikke behøver at stemme på Johanne Schmidt-Nielsen, der fortsat er politisk ordfører og Enhedslistens frontfigur.

Se også: Pernille Skipper: Urafstemning betyder ikke noget

Men der kan ikke være meget tvivl om, at Pernille Skipper står som den naturlige arvtager, når Enhedslisten skal finde en ny politisk ordfører.

- Jeg tror ikke, at Enhedslisten vil være ked af at skifte Johanne Schmidt ud med Pernille Skipper. Der er ingen tvivl om, at Skipper er det bedste bud på den næste frontfigur. Og det bekræfter tallene, at selve partiet også ønsker, siger han.

Netop det kan vise sig at blive aktuelt, da en mulig deadline for Johanne Schmidt-Nielsens tid i Folketinget nærmer sig.

I modsætning til andre partier har Enhedslisten et rotationsprincip, som betyder, at Johanne Schmidt-Nielsen må trække sig, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) venter med at udskrive valg til sidst i valgperioden, som udløber i efteråret næste år.

Ender Pernille Skipper med at tage over som frontfigur, vil det dog ikke betyde en ny kurs internt i partiet, mener han, da "partiet har det held i politik, at det kun skal stå på mål for det, som det er med i, og det er ikke alverden."

- Det er Enhedslisten styrke, at de formår at holde fokus på sagernes substans, fordi de er gode til at vælge, hvilke sager de går ud med, og der er Pernille Skipper et naturtalent, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer