Næste stop for EU-Parlamentet: Valget

Efter en uge pakket med tunge afstemninger venter fem ugers valgkamp for medlemmerne af EU-Parlamentet.

For mange af parlamentets 766 politikerne står der "valgkamp" i kalenderen den næste måneds tid. (Foto: AP)
For mange af parlamentets 766 politikerne står der "valgkamp" i kalenderen den næste måneds tid. (Foto: AP)

De seneste fem år har EU-Parlamentet afholdt i alt 76 samlinger, og torsdag klokken 17 kan parlamentets medlemmerne tage hjem fra Strasbourg og gå på påskeferie efter den sidste samling inden europaparlamentsvalget i maj.

Dagsordenen har været spækket med afstemninger om lovgivende tekster, som skulle endeligt godkendes, inden det nuværende parlament opløses og et nyt samles til juli.

Bankunionens sidste kapitel - afviklingsmekanismen, som skal sørge for, at skatteyderne bliver skånet for at betale for krakkede banker - blev efter mange lange forhandlinger med medlemslandene endelig godkendt tirsdag.

Også et direktiv, som skal bekæmpe social dumping, fik samlet et flertal i parlamentet. Det samme gjorde en ny lov, som skal gøre det muligt for alle, selv EU-borgere uden adresse, at få en bankkonto.

For mange af parlamentets 766 politikerne står der "valgkamp" i kalenderen den næste måneds tid, inden vælgerne i de 28 medlemslande lader hammeren falde mellem 22. og 25. maj, når de sætter deres kryds i stemmeboksen.

Debatterne under den sidste samling har været præget af rørstrømske farvelscener med de parlamentarikere, som ikke genopstiller.

Formanden for De Grønne, Daniel Cohn-Bendit, formanden for den socialdemokratiske gruppe, S&D, Hannes Swoboda, og formanden for den konservative gruppe, EPP, Joseph Daul, genopstiller ikke og holdt alle deres sidste taler som medlemmer under denne samling.

- Vi ses måske igen, sagde franske Daul i en kærlig hilsen til sin landsmand Cohn-Bendit under deres sidste debat på trods af de to gruppeformænds uenigheder og forskellige synspunkter.

Samlingen været en af de travleste siden seneste valg i 2009.

Parlamentet har stemt om 123 sager i ugens løb - cirka dobbelt så mange som på en almindelig samling.

Mange af lovforslagene er der endnu ikke enighed med medlemslandene om. I de tilfælde går afstemningsresultatet videre til næste parlament, som kan vælge at bruge det som mandat til videre forhandlinger.

Danskerne stemmer om, hvilke 13 medlemmer der skal repræsentere Danmark i EU-Parlamentet, 25. maj. Ni af de nuværende 13 danske medlemmer genopstiller.

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer