SF til regeringen: Start behandlingen af rygsmerter

Regeringen skal nedsætte en arbejdsgruppe, som kan komme med anbefalinger om rygsmerter, mener SF

Rygsmerter er en folkesygdom, som koster statskassen milliarder af kroner hvert år.

Derfor må regeringen nedsætte en arbejdsgruppe, som kan komme med en plan for, hvordan man kan undgå, at problemerne bliver mere alvorlige i fremtiden.

Det mener SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic.

- Sundhedsministeren og beskæftigelsesministeren må nedsætte en ekspertgruppe, der kan finde ud af, hvad man kan gøre for at knække den her kurve, siger hun.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) placerer i sin "Sygdomsbyrdeberegning 2013" for Danmark lændesmerter på en klar førsteplads.

Det er anden gang i træk, at lænderygsmerter indtager førstepladsen.

Ekspertgruppen skal bestå af læger og repræsentanter fra regioner, kommuner og patientforeninger, mener Özlem Cekic.

Den skal komme med forslag til, hvordan man kan forebygge rygsmerter, og sikre at man behandler i tide. Og så skal den præsentere modeller for, hvordan man kan fortsætte med at passe sit arbejde, hvis man bliver syg med alvorlige rygsmerter.

- Man bliver dobbelt ramt, hvis man først bliver syg og derefter bevæger sig væk fra arbejdsmarkedet. Det er ikke en god løsning, hverken for samfundet eller for den enkelte, siger sundhedsordføreren.

- Hvis man får rygsmerter, skal man ikke samtidig få en sygemelding. Man skal kunne gå ned i tid eller tage skånejobs eller også der skal tages særlige hensyn i den tid, smerterne er der, siger hun.

Danskernes holder hvert år to millioner sygedage på grund af rygproblemer, og det koster samfundet 7,3 milliarder kroner alene i fravær. Det fremgår af den seneste rygrapport fra Statens Institut for Folkesundhed, som stammer fra 2011.

0 kommentarer
Vis kommentarer