Danmark giver 435 millionertil miljøfond

Det globale miljø skal forbedres og klimaforandringer forebygges. Globale miljøfond får 435 millioner kroner

Handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen. (Foto: Ekstra Bladet)
Handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen. (Foto: Ekstra Bladet)

Der er brug for penge til at forebygge og afbøde klimaforandringer. Derfor giver handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) 435 millioner kroner til den globale miljøfond (Global Environment Facility), oplyser Udenrigsministeriet.

- Der er brug for massiv støtte til at forebygge og afbøde klimaforandringerne. Ikke mindst i udviklingslandene, der rammes ekstra hårdt i form af hungersnød, tørke, oversvømmelser og flygtningekriser, siger Mogens Jensen.

- Som det fremgår af den seneste rapport fra FN's klimapanel, så er det økonomisk muligt at nedbringe den globale udledning af CO2, og dermed begrænse den globale opvarmning, der vil ramme os alle. Der mangler bare den politiske vilje, siger han.

Fonden finansierer projekter med fokus på udviklingslandene. Og de 435 millioner kroner er en fireårig bevilling og er 35 millioner kroner mere i forhold til det seneste danske bidrag fra 2010 til den globale miljøfond.

Støtten blev givet på et møde i Geneve i påsken med de øvrige donorer. Siden 1991 har den globale miljøfond givet mere end 11,5 milliarder dollar til over 3200 projekter, oplyser ministeriet.

Der er blandt andet givet penge til vedvarende energiprojekter i Afrika, til anvendelse af nye teknologier og fremme af bæredygtig udnyttelse af affald på åbne lossepladser i Filippinerne samt hjælp til bæredygtig landbrugsproduktion i Niger.

Projekterne, som den globale miljøfond giver penge til, gennemføres af en række FN-organisationer, multilaterale banker og internationale NGO'er i udviklingslande såvel som i en række mellemindkomstlande.

0 kommentarer
Vis kommentarer