Flere kommuner bruger lønfuskere

Underbetalte polakker fra det dømte byggefirma Our House har arbejdet for Roskilde og Stevns Kommune, som nu sætter gang i undersøgelser

Københavns Kommune er ikke alene om at bruge polske byggearbejdere fra firmaer kontrolleret af brødrene Ole og Per Bohn. (Foto: Per Mathiessen)
Københavns Kommune er ikke alene om at bruge polske byggearbejdere fra firmaer kontrolleret af brødrene Ole og Per Bohn. (Foto: Per Mathiessen)

Københavns Kommune er ikke den eneste kommune, der har gjort brug af byggefirmaet Our House, der fornylig blev idømt en rekordstor bøde på 18,8 mio. kroner for systematisk at snyde sine polske ansatte for løn.

Firmaet har også udført opgaver for både Roskilde og Stevns Kommune, skriver Fagbladet 3F.

Det får nu de to kommuner til at bede om redegørelser fra de hovedentreprenører, der har brugt Our House som underentreprenør på de kommunale byggepladser.

Begge kommuner gør brug af klausuler, der skal sikre danske løn- og arbejdsvilkår. De vil derfor nu sikre, at kontrakterne er overholdt.

Det dømte selskab Our House blev drevet af brødrene Per og Ole Bohn, og som Ekstra Bladet tidligere har dokumenteret har i hvert fald Per Bohn ved flere lejligheder sørget for, at selskabets kontrakter er ført videre i det nye firma Climahouse.

Se også: Social dumping: Fuskere fortsætter for skattekroner

Roskilde Kommune er lige nu ved at bygge et nyt klubhus til otte millioner kroner på Spraglehøj Idrætsanlæg i Jyllinge. Her arbejder netop Climahouse som underentreprenør. Firmaet udspringer som bekendt af Our House, og det får kommune til at reagere. Hovedentreprenøren Dahl Entreprise skal nu komme med en forklaring, oplyser kommunen til Fagbladet 3F.

Person-sammenfald
'Climahouse og Our House har personsammenfald, hvorfor Dahl Entreprise, straks efter vi blev bekendt med sagen, har igangsat indhentning af dokumentation på, at Climahouse overholder alle gældende regler, overenskomster, mv.'

'Roskilde Kommune er meget opmærksom på overholdelse af alle gældende regler og overenskomster. Det er en betingelse og et krav i vores kontrakt med alle vores entreprenører, at der ikke er foregået brud på aftalerne omkring de sociale klausuler", lyder det i en kommentar fra kommunen.

Stevns Kommune har valgt samme model. Our House har været med til at bygge Stevns Svømmehal. Hovedentreprenøren MT Højgaard skal komme med en forklaring.

Vicekommunaldirektør, Bjørn Voltzmann oplyser, at MT Højgaard skal gøre rede for, om man har sikret sig, at de ansatte fra Our House har fået den rigtige løn.

0 kommentarer
Vis kommentarer