PORTRÆT: Kronprinsessen laver igen larm i partiet

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen blev torsdag endnu engang nævnt som arvtager for Thorning

Torsdag lykkedes det endnu en gang for den 36-årige socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen:

Hun blev gjort til centrum for fortællingen om, at hun er storfavorit til at overtage roret hos det store regeringsparti, når partiet - hvis meningsmålingerne ellers holder stik - hverken er regeringsparti eller synderligt stort efter næste valg.

Baggrunden denne gang er et interview i Børsen, hvor Mette Frederiksen midt i partiets afgrundsdybe krise kommer med klare politiske markeringer på nogle af partiets ømmeste tæer overhovedet: dagpengereformen og velfærdsydelser til EU-borgere.

Og det er så anden gang på mindre end en måned, at beskæftigelsesministeren går ud i offentligheden og trækker politiske streger i sandet.

I begyndelsen af april var det "ret og pligt", som Frederiksen i en kronik i Politiken definerede som "pejlemærket for mit politiske virke".

Meldingerne er kommet sideløbende med, at partiets øverste top med statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen har været genstand for massiv kritik fra baglandet over manglende lydhørhed og den politiske linje.

En linje, som Mette Frederiksen som bekendt har været med til at føre ud i livet. Både når det gælder kontanthjælpsreformen og den dagpengereform, som, hun torsdag erkender, har skabt sværere betingelser for de mennesker, der bor i de hårdest ramte områder af Danmark.

Hidtil har kritikken af reformerne dog i høj grad prellet af på Mette Frederiksen selv. Men i begyndelsen af 2014 styrtdykkede Frederiksen så i en YouGov-måling over ministrenes popularitet.

Fra en plads som nummer tre i november sidste år røg hun i januar ned som nummer 14, mens den nyudnævnte justitsminister, Frederiksens partifælle Karen Hækkerup, i øvrigt valsede direkte ind på duksepladsen.

I det interne socialdemokratiske kaffeklubs-system er Frederiksen leder af det såkaldte "Netværket", der groft sagt kan betegnes som den midtersøgende linje i partiet, og som tæller folk som transportminister Magnus Heunicke, Mogens Lykketoft og Pernille Rosenkrantz-Theil.

Til venstre for Netværket er de såkaldte "rustbankere", og til højre ligger "morgenmadsklubben", der bestyres af vækstminister Henrik Sass Larsen. Her sidder også folk som Morten Bødskov og Karen Hækkerup, og for nylig kunne man også placere en kaffekop i finansminister Bjarne Corydons fremstrakte hånd.

Diskussionen om, hvem der er nummer to i den socialdemokratiske arvefølge, synes alene i kraft af partiets vedvarende krise evigt aktuel. Men i politik taler man ikke om døden. Ikke siddende partilederes - i hvert fald.

0 kommentarer
Vis kommentarer