Mette F bakker Thorning op... 'Men målingerne taler deres sprog'

Mette Frederiksen må igen igen ud og bakke sin formand op. Denne gang efter sin egen kritik i Børsen

Mette Frederiksen. (Foto: Linda Johansen)
Mette Frederiksen. (Foto: Linda Johansen)

Den socialdemokratiske beskæftigelsesminiser Mette Frederiksen må igen ud og bakke op om sin kriseramte formand, Helle Thorning-Schmidt efter kritik af ledelsen.

Denne gang sker det dog efter Frederiksens egen kritik i et interview i Børsen.

Se også: Mette Frederiksen om S-krise: Danskerne har ret

Her beskriver beskæftigelsesministeren, hvordan hun mener, krisen i Socialdemokraterne skal anskues:

- Når man ligger, hvor Socialdemokratiet gør lige nu, så kan man jo grundlæggende gå to veje. Enten kan tænke: Det er os, der har ret, og danskerne, der tager fejl.

- Eller også kan man gøre sig selv den umage at tænke: Det kunne være, det var danskerne, der har ret, og at vi derfor er forpligtet til at overveje situationen og selvfølgelig også se, om der var noget, vi kunne gøre bedre og klogere, siger Mette Frederiksen bl.a. til Børsen.

Og, som tilfældet var, da en række baglandsfolk for få uger siden langede ud efter ledelsen, må Mette Frederiksen nu atter gå i brechen for den siddende formand. Det skete torsdag formiddag på TV2 NEWS. Dog holder hun på sin ret til at fremføre sine synspunkter, selvom hun mener, regeringen langt henad vejen fører den rigtige politik.

- Men meningsmålingerne taler også deres sprog. Derfor skal vi jo som regering kunne tage dialogen med danskerne om, hvordan de ser på det hele. Det er sådan set bare det, jeg siger, lyder det bl.a. fra Mette Frederiksen.

- Selvfølgelig skal man som minister være tilstede i den offentlige debat. Der rejser sig så hurtigt en heftig diskussion. Og det gør måske ikke så meget, for så får jeg jo anledning til også her at slå fast, at der er fuld opbakning til Helle Thorning-Schmidt både som formand og som statsminister. Og at regeringens politik begynder altså at virke på en række områder - herunder, at vi begynder at se en stigning i beskæftigelsen, siger Mette Frederiksen på TV2 NEWS.

0 kommentarer
Vis kommentarer