Presset stiger: Flertal vil undersøge Se og Hør-skandale

Både Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokraterne, EL og SF vil undersøge oplysninger om overvågning af kendte danskere

Henrik Qvortrup er blandt de chefredaktører, der har været på Se og Hør, mens den påståede overvågning af kendte og kongelige har fundet sted. (Foto: Polfoto)
Henrik Qvortrup er blandt de chefredaktører, der har været på Se og Hør, mens den påståede overvågning af kendte og kongelige har fundet sted. (Foto: Polfoto)

Et flertal i Folketinget er parat til at undersøge sagen om Se og Hørs påståede overvågning af kendte og kongelige baseret på kreditkortoplysninger hentet ulovligt i NETS.

Retsordførere fra både Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF har således indtil videre meldt sig på banen med et krav til justitsminister Karen Hækkerup om en undersøgelses af sagen.

- Det er vigtigt, at justitsministeren får undersøgt den her sag. De fleste af os har jo kigget med en vis form for overraskelse og vantro på News of the World-sagen i Storbritannien og sagt, at det nok alligevel ikke kunne foregå i Danmark, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Se også: Qvortrup om Se og Hør-skandale: Det er helt nyt for mig



Se også: V: Justitsministeren skal straks undersøge Se og Hør

Se også: Nets har igangsat intern undersøgelse af muligt læk Nets har igangsat intern undersøgelse af muligt læk

- Hvis det er sådan, at det også er foregået her, hvor prins Joachim angiveligt er blevet forfulgt via oplysninger fra kreditkort, så er vi langt ud over, hvad der er lovligt. Der vil falde brænde ned, hvis det her er sandt, siger Peter Skaarup til Ekstra Bladet.

Socialdemokraterne kræver også en kulegravning af Se og Hørs angivelige systematiske misbrug af kreditkortoplysninger, som en korrupt medarbejder hos Nets angivelige skulle have forsynet ugebladet med i årevis.

- Det er afgørende, at vi får undersøgt denne sag til helt bunds. Vi skal have undersøgt Nets rolle, og så skal vi have undersøgt, hvem der – hvis det altså har fundet sted - måtte have kendt til det på Se og Hør, og så må de stilles til ansvar, siger Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen.

- Undersøgelsen er en opgave for politiet og datatilsynet. De personer, som føler sig forurettet, må have klarhed over, om deres data har været opbevaret ansvarligt. Hvis nogen har brudt reglerne skal som sagt stilles til ansvar, fastslår Trine Bramsen.

Tidligere på dagen meldte også Venstres retsordfører, Preben Bank Henriksen, ud, at sagen skal undersøges. Det samme gør SF's retsordfører, Karina Lorentzen.

Også Enhedslisten vil undersøge sagen.

- Hvis det her er sandt, så er det helt grotesk i forhold til de mennesker, det er gået ud over – og det åbner potentielt for en straffesag mod den pågældende medarbejder og de ansvarlige medarbejdere hos Se og Hør, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

- Det rejser også det generelle spørgsmål om opbevaringen af personfølsomme oplysninger hos Nets. Som jeg har forstået beskyldningerne, så er det noget, der er foregået over en længere periode og ikke bare en enkelt gang. Det er jo en sikkerhedsbrist, som spiller ind i den debat, vi har haft gennem længere tid om datasikkerheden i nets.

Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, afviser, at der sker 'systematisk overvågning' på Se og Hør, men påpeger samtidig, at han ikke kender til, hvad der foregik før hans tid på posten. De tidligere chefredaktører på Se og Hør i perioden, hvor overvågningen ifølge en ny bog fandt sted, er politisk kommentator på TV2 Henrik Qvortrup samt Kim Henningsen.

Se også: Avis: Ugeblad bag ulovlig overvågning af de kongelige

0 kommentarer
Vis kommentarer