TV: Hallo Villy - vil du af med 24-års-reglen?

SF-formand har uld i mund - men jeg kan da bekræfte, at jeg hedder Villy, lød det fra partichefen, da Ekstra Bladets Jan Kjærgaard lørdag fandt ham i Vejle - se konfrontationen her

Her er manden (t.v.), der bekræfter, at han hedder Villy. Men som ikke helt vil slå søm i, hvor længe 24-års-reglen får lov til at bestå. (Foto: Heine Jørgensen/ekstrabladet.tv)
Her er manden (t.v.), der bekræfter, at han hedder Villy. Men som ikke helt vil slå søm i, hvor længe 24-års-reglen får lov til at bestå. (Foto: Heine Jørgensen/ekstrabladet.tv)

MERE TV: Hun elsker betalingsringen - men Helle er for fin til bussen

Forleden varslede SF-formand Villy Søvndal et opgør med 24-års-reglen efter udløbet af 1. S-SF-regeringsperiode i 2015:

- Ja, det er klart. Altså, SF er imod 24-års-reglen, men har lavet et kompromis i en periode. Så må vi se på det.

Der er en række politiske spørgsmål, som en kommende regering kommer til at håndtere. Også hvor vi ser forskelligt på det. Sådan er det jo med forskellige partier, udtalte Villy til Berlingske fredag morgen.

Og videre i samme interview:

- Ja, vi har ikke lavet en aftale videre. Vi har aftalt, at vi har en 24-års-regel i første valgperiode.

Trak i land
Få timer senere fortrød Villy åbenbart sine udtalelser og sendte Ritzau en mail, hvor han trækker mærkbart i land - måske fordi vennerne i S har hvisket ham ret kraftigt i øret, at det er uklogt at skabe den mindste uklarhed om udlændingepolitikken her kort før valget.

SE OGSÅ: Vestager i bussen - Barfoed skal sidde længst fremme

Nu lyder Villy -melodien pludselig:

- Jeg vil ikke ind i gisninger om en eventuel 2. periode, lige nu slås vi dag og nat for overhovedet at vinde den første.

Villy i Vejle - Ekstra Bladet tog med
De to meldinger skaber ganske meget tvivl om SF's linje.

Men siden kl. 12.28 fredag har Villy ikke villet uddybe sagen. Derfor tog Ekstra Bladet lørdag turen til Vejle, hvor S-formanden var rundt på valg-turné. I håbet om at få klar besked om, hvad SF og Villy vil.

- Er du for eller imod 24-årsreglen?

- Jamen, vi har jo lavet en aftale med socialdemokraterne om, at i første valgperiode sker der ikke noget. Den aftale står vi selvfølgelig ved.

MERE TV: Hallo Løkke - Skal man stadig købe, før man har solgt?

- Men SF er egentlig imod 24-års-reglen?

- Jaja, det ved alle jo. Men vi står fast på den aftale, vi har lavet. Der er intet nyt i den medierummel, der kører i øjeblikket.

- Men du sagde til Berlingske, at SF var imod 24-års-reglen - og du varslede et opgør med reglen i 2. valgperiode.

- Men hvad der skal ske i 2., 3., 4., 5., 6. eller 7. valgperiode, det vil jeg ikke bruge min tid på nu.

- Du kom til at sige noget, som du egentlig ikke skulle have afsløret - er det sådan, det hænger sammen?

- Nej, slet ikke. Jeg står ved den aftale, vi har lavet. Og hvad der kommer til at ske i 2., 4., 5., 6. eller 7. regeringsperiode synes jeg ville være fuldkommen absurd at spilde tid på nu.

- Er du fejlciteret?

- Jeg orker ikke det der spin. Jeg synes, det er afgørende, at vi har en aftale, som vi står ved.

- Er du fejlciteret?

- Nej, jeg står ved den aftale..

Jeg hedder Villy
Vores udsendte prøver en gang mere, før Villy forsvinder ind i sin kampagnebus:

- Er du fejlciteret i Berlingske?

- Jeg står ved den aftale, vi har lavet. Det afgørende for mig er, at i 1. regeringsperiode bliver der ikke ændret på de her regler - og jeg vil ikke spilde min tid på i en valgkamp at forholde mig til, hvad der sker i 2., 3., 4., og 5. valgperiode.

- Men det var jo netop, hvad du gjorde i Berlingske. Altså dig. Dig, der hedder Villy ..

- Jeg kan bekræfte, at jeg hedder Villy . Og jeg kan også bekræfte, at jeg står fuldkommen dér, hvor jeg hele tiden har stået.

- Der skete det, at du kom til at afsløre en hemmelighed?

- Jeg kom ikke til at afsløre nogen hemmelighed. Jeg mener præcis, som jeg hele tiden har ment. Der har hele tiden været fuld åbenhed om S-SF-aftalen.