Afgående dansk parlamentariker: EU's flyttecirkus tærer

Det politiske klimaks kommer ofte i Strasbourg, men de mange rejsedage slider, siger Emilie Turunen (S)

De 13 danske medlemmer af EU-Parlamentet, som danskerne skal vælge 25. maj, vil bruge meget tid på at pakke kufferter de næste fem år.

12 gange om året skal de folkevalgte nemlig rejse til den alsaciske by Strasbourg, hvor parlamentet samles for at stemme om lovgivende og ikke lovgivende forslag om mentolcigaretter, databeskyttelse og plastikposer.

Resten af tiden holder de folkevalgte til i Bruxelles. Og det er "tærende" at rejse så meget, siger medlem af parlamentet Emilie Turunen (S), som ikke genopstiller til EU-Parlamentet.

- Det slider lidt. Men det er også her, det er rigtig fedt at være, fordi det er intenst, og den politiske proces når sit klimaks. Man kan mærke, at der er noget på spil, der betyder noget, siger hun.

Når parlamentarikerne er landet i Strasbourg fra alle hjørner af EU, drager de mod parlamentet, hvor de skal tilbringe langt størstedelen af de næste fire døgns vågne timer.

Om formiddagen er der debatter om de forslag, der skal stemmes om senere. Derefter er der afstemninger om lovforslag fra EU-Kommissionen og om parlamentets egen holdning til forskellige sager.

Dagen slutter ud på aftenen efter møder i de politiske grupper i parlamentet og i udvalgene, hvor lovforslagene bliver behandlet, før det samlede parlament endeligt kan stemme om dem.

- Min mand kan skrive under på, at jeg ikke er meget værd torsdag aften, når jeg kommer hjem fra Strasbourg, siger Turunen.

Karin Riis-Jørgensen, som var medlem af EU-Parlamentet for Venstre fra 1994 til 2009, kan bekræfte, at EU-parlamentarikernes rejseri er hård kost.

- Det er ingen tvivl om, at det er en voldsom belastning at rejse så meget. Du er hele tiden på og af sted med din kuffert, siger hun.

Hun kan dog også få øje på positive sider af Strasbourg-ugen.

- Ugen i Strasbourg er meget intens, men på mange måder er den god. Alle er i Strasbourg, så man kan have masser af møder sent om aftenen og tidligt om morgenen og få en masse fra hånden.

- Men man er træt, kommer alt for sent i seng og spiser alt for sent og for dårligt. Sådan er arbejdsbetingelserne, siger Karin Riis-Jørgensen.

Der skal en ændring af EU-traktaten til for at alle parlamentets aktiviteter kan foregå i én by. Sådan en ændring kræver alle 28 EU-landes samtykke, hvilket det endnu ikke er lykkedes at få.

0 kommentarer
Vis kommentarer