- 2000 kroner? Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge.
Lars Løkkes kække kommentar i en debat med Helle Thorning-Schmidt sidste år har vundet stor berømmelse.
Luksus-Løkke: 2000 kroner? Det er da bare et par skoNår Løkkes parti Venstre handler sko, så er 2000 kroner imidlertid langtfra nok. Det viser bilag, der stammer fra Løkkes statsministertid, og som er fra Løkkes foretrukne herretøjsbutik, Zornig på Frederiksberg.
I regningerne fra perioden december 2010 til september 2011, der er sendt til Venstres landsorganisation, er der blandt meget andet noteret syv par sko til priser på mellem 2100 og 2800 kroner parret. I gennemsnit giver det en skopris på knap 2500 kr. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er regningerne betalt af Venstre.
I de pågældende år har Venstre modtaget mere end 50 millioner kroner i statstilskud via partistøtten.
Ekstra Bladet har ved et møde i eftermiddag på Brødrene Prices restaurant præsenteret Løkke for bilagene, men Venstre-formanden ønsker overhovedet ikke at forholde sig til - endsige se - bilagene.
I stedet henviser han til Venstres partisekretær Claus Richter, der endnu ikke har villet kommentere sagen. Ekstra Bladet har ellers hele eftermiddagen forsøgt at få en kommentar til bilagene fra partisekretæren.
Det er imidlertid et faktum, at Løkke tidligere har gjort flittig brug af den eksklusive tøjforretning Zornig. Ekstra Bladet har tidligere kunne fortælle, at Løkke købte 'statsmandshabitter' i butikken umiddelbart før, han overtog statsministerposten fra Anders Fogh Rasmussen.
Lars Løkke habit-klarButikkens ejer, Peter Zornig, lagde da heller ikke skjul på, at Løkke er fast kunde, da Ekstra Bladet fangede ham tidligere i dag.
- Lars kommer og køber noget tøj her engang imellem. Det ved vi vist alle sammen, siger han.
Ellers ønsker Peter Zornig under ingen omstændigheder at udtale sig om de pågældende bilag.
- Jeg har en tøjbutik, hvor der kommer rigtig mange kendte mennesker, og jeg kunne aldrig drømme om fortælle noget som helst om nogen af dem, siger han.
Løkke selv bekræfter over for Ekstra Bladet, at han er fast kunde hos Zornig.