Værste måling for Løkke siden valget

Venstre og Lars Løkke Rasmussen går kraftigt tilbage i ny meningsmåling

Lars Løkke Rasmussen (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Lars Løkke Rasmussen (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Lars Løkke Rasmussens sager om køb af tøj for 152.000 samt familieferie på Venstres regning har tilsyneladende fået mange danskere til at tænke sig om en ekstra gang, når de bliver spurgt, hvem de vil stemme på, hvis der var folketingsvalg i dag.

Således bløder Venstre kraftigt i den seneste måling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken. Her falder Løkkes parti fra 26,4 pct. af stemmerne og ligger nu til 23 pct., hvilket er det ringeste niveau siden før folketingsvalget i 2011.

Målingen er foretaget blandt 1001 repræsentativt udvalgte danskere, der er blevet spurgt den 19. og 20. maj oven på en uge med massivt fokus på Lars Løkke Rasmussens tøj- og rejsesag, som Ekstra Bladet sidste tirsdag afslørede.

Og som som den dårlige måling for Venstre ikke var nok, kan Socialdemokraterne notere sig en fremgang på to procentpoint fra 20,2 til 22,2.

En trøst for Løkke og hans støtter kan dog være, at blå blok fortsat fører komfortabelt over rød blok med i alt 54,1 mod 45,9 pct. Samlet set haler rød blok dog ind på den blå blok med et spring på 3,4 procentpoint.

Løkkes popularitetskvaler forstærkes af statsministermålingen for Megafon fra forleden. Her ser nu kun 28 pct. af danskerne Lars Løkke Rasmussen som deres foretrukne kandidat, mens hele 46 pct. hellere vil have Helle Thorning-Schmidt.

Kun 16 pct. anser derudover Lars Løkke som den mest troværdige af de to. 51 pct. svarer Helle Thorning-Schmidt, der ellers længe har døjet med dårlige tal i denne måling ovenpå den langstrakte debat om regeringens og Socialdemokraternes mange løftebrud.

0 kommentarer
Vis kommentarer