Venstreløve i kamp mod skinny bitches

Jakob Engel-Schmidt mener, at H&M har et ansvar, når de forvrænger billedet af såkaldte 'plus-size modeller'

Venstre-løven mener, at virkesomheder som H&M har et moralsk ansvar. (Foto: Magnus Holm)
Venstre-løven mener, at virkesomheder som H&M har et moralsk ansvar. (Foto: Magnus Holm)

I et debatindlæg på politiken.dk går Venstre-politikeren Jakob Engel-Schmidt i kamp mod skinny bitches, efter H&M har brugt meget slanke modeller i deres modekampagne til 'plus-size piger', dvs til kvinder der bruger størrelse 44-54 i tøj.

- Jeg synes H&M har dummet sig. Når man er en af verdenens førende modevirksomheder, så har man et ansvar, og hvis man ikke vil leve op til det, så skal man lade være med at lave en kampagne til plus-size kvinder, også finde modeller der er på grænsen til at have en six-pack. Det giver et forskruet kropsideal, siger Jakob Engel-Schmidt til Ekstra Bladet.

Men du er liberal, hvorfor blander du dig overhovedet?

- Bare fordi man er liberal, kan man sagtens have en holdning til, hvordan vores samfund er skruet sammen. Jeg vil ikke lovgive om det, men selvom jeg er liberal, så vil jeg give min holdning til kende. H&M må lave tøj præcis i de farver og størrelser, de har lyst til og markedsføre dem efter lovens rammer, men de har et moralsk ansvar, fortæller han.

Men selvom politikeren ikke vil bekæmpe de 'tynde modeller' med lovgivning, så mener han, at det er vigtigt, at der kommer fokus på debatten.

- Jeg vil gerne være med som politiker til at bruge den platform, jeg har, til at sætte fokus på problemet og det moralsk kritisable i, at H&M på den her måde udgiver at tage et socialt ansvar, men i virkeligheden gør det modsatte.

Ny farlig trend blandt unge piger

Debatten har de sidste par uger raset i de svenske aviser, hvor flere kvinder brokker sig over de 'store' modeller. Og det fik tøjgiganten H&M til at svare igen.

- Alle vores plus-size-modeller bruger størrelse 44-54, og det gælder også for modellen på billedet. Vi synes naturligvis, det er trist, hvis nogen oplever billedet negativt. Det er selvfølgelig ikke vores hensigt. Det, vi vil med vores reklame, er at inspirere og vise vores seneste mode, sagde pressemedarbejder hos H&M Sverige Karin Bringevall til svenske Metro.

Men det har ikke fået Engel-Schmidt til at droppe emnet, og i indlægget kommer han også selv ind på, hvilket kropsideal han selv finder utiltrækkende.

'Personligt bryder jeg mig ikke om monstertynde kvinder, og får det næsten fysisk dårligt, når jeg ser et sæt ribben udstillet af et alt for tyndt hudlag,' skriver han og uddyber til Ekstra Bladet:

- Nu skal fokusset jo ikke handle om, hvad der er smukkest, men i stedet for den debat der er om det forvrængede kropsideal, som H&M desværre er med til at fremme. Men personligt synes jeg kvinder er smukkest, når de ligger inden for et sundt BMI-indeks. Hverken for meget over eller under, griner han.

Du kan se billederne af H&M's plus-size-modeller her.