SF-formand: Han bliver den nye ordfører

Annette Vilhelmsen tager Jesper Petersens partiskifte til efterretning og peger på Jonas Dahl som ny politisk ordfører

Der lyder ingen beklagelse fra SF's partiformand, Annette Vilhelmsen, efter at partiets politiske ordfører Jesper Petersen tirsdag meddelte, at han skifter til Socialdemokratiet.

- SFs politiske ordfører Jesper Petersen har tidligere på aftenen meddelt mig, at han forlader partiet og skifter til Socialdemokraterne, hvilket jeg tager til efterretning, hedder det i en pressemeddelelse fra Annette Vilhelmsen.

Hun understreger dog, at hun havde håbet på et samlet parti.

- Som ny formand har det hele tiden været mit ønske, at vi kunne gå videre sammen i SF. Jesper Petersen har nu besluttet sig til at blive socialdemokrat, og det er hans beslutning, siger Annette Vilhelmsen.

SF's folketingsgruppe blev tidligere tirsdag orienteret om Jesper Petersens beslutning, der i øvrigt kommer samme dag, som partiets pressechef Claus Perregaard meddelte, at også han forladet SF.

Umiddelbart efter orienteringen om Jesper Petersens partiskifte, valgte SF's folketingsgruppe den unge Jonas Dahl som ny politisk ordfører.

- Jeg ser frem til samarbejdet med Jonas, siger Annette Vilhelmsen.

Tidligere i dag skred SFs pressechef, Claus Perregaard, med øjeblikkelig virkning fra sit job. Han har meldt sig ud af partiet sidste sommer.

FAKTA:

Den 35-årige cand.mag. i historie og samfundsfag, Jonas Dahl, bliver ny politisk ordfører for SF.

Fakta om SF's nye politiske ordfører, Jonas Dahl.

* Født den 26. februar 1978 i Randers.

* Matematisk student fra Randers Statsskole 1998.

* Uddannet cand.mag. i samfundsfag og historie fra Aarhus Universitet 2007.

* Herefter ansat som fuldmægtig i magistratsafdelingen for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune.

* Valgt til Folketinget for SF i Aarhus i ved valget i november 2007.

* Har været ordfører for forskning, sundhed og trafik.

(kilde Ritzau)

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere