Corydon afviser V og K: Vi åbner ikke energiforliget

Venstre og Konservative kan godt glemme det. Finansministeren holder fast i energiforliget fra sidste år

Efter to timers forhandlinger med finansminister Bjarne Corydon (S) kunne De Konservatives formand, Lars Barfoed, og Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, torsdag aften fortælle, at regeringen er klar til at 'drøfte' energiaftalen fra sidste år.

Men den formulering skal man ikke lægge særligt meget i, fortæller Bjarne Corydon.

- Jeg synes, at det er almindelig god politisk skik, at når man møder partier, der rejser problemstillinger, så er man villig til at drøfte de problemstillinger og sætte sig ned om et bord og se på, hvad det er for argumenter, de kommer med.

- Men det står meget klart fra regeringens side, at vi ikke vil genåbne den aftale, der er indgået, siger Corydon.

De politiske partier på Christiansborg forhandler i øjeblikket om en vækstplan, der skal skabe job i Danmark. Og det er her, Venstre og Konservative vil ind og sænke forskellige afgifter til fordel for erhvervslivet.

Men den bider regeringen ikke på.

- Vi synes i øvrigt også, at det er vigtigt, når det gælder erhvervslivet, arbejdspladser og vækst, at der ikke skabes usikkerhed om, om vi kommer til at gennemføre de aftalte investeringer og i den rækkefølge, vi har aftalt det, siger Bjarne Corydon.

Energiaftalen blev indgået sidste forår, og den var historisk bred. Af Folketingets partier var det kun Liberal Alliance, der stod udenfor.

Aftalen lægger rammerne for en dansk omstilling til vedvarende energi samt sætter mål for, hvor meget energiforbruget i Danmark generelt skal falde over de kommende år.

Enhedslisten har allerede sagt nej til V og K's ønske om at genforhandle aftalen, så derfor kommer de såkaldte drøftelser, der trods alt er lagt op til, efter alt at dømme ikke til at indeholde konkrete initiativer.

- Det er jo rimeligt nok. Enhedslisten er aftaleparti, og det er helt rimeligt at gøre den holdning gældende, siger Corydon.

Regeringens udspil til en vækstplan indeholder allerede lempelser af såkaldt produktionsrelaterede energiafgifter med i alt ca. 1,8 milliarder kroner i 2014 faldende til cirka 1,5 milliarder kroner i 2020.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere