Enhedslisten: Vestager må genforhandle dagpengereform

10.000 arbejdsløse har mistet deres dagpenge i årets begyndelse, EL kræver reform genforhandlet

Den tidligere regering, Dansk Folkeparti og Margrethe Vestager er direkte ansvarlige for, at tusindvis af ledige nu mister deres dagpenge. Forligspartnerne må påtage sig det politiske ansvar og genforhandle reformen.

Det mener Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.

Udmeldingen kommer efter, at nye tal viser, at knap 10.000 arbejdsløse har mistet deres dagpenge i de to første måneder af 2013.

- Argumenterne for dagpengereformen var netop, at de arbejdsløse ville finde beskæftigelse, når de stod til at miste deres dagpengeret. Men tallene viser tydeligt, at grundlaget for dagpengereformen er fuldstændig forsvundet, siger Aaen og tilføjer:

- Da reformen blev forhandlet, var et af argumenterne, at kun få tusinde ville miste deres dagpengeret på et år. Nu er tallet oppe på 10.000 på to måneder. Partierne bag reformen burde skamme sig og tage ansvar for den situation, som arbejdsløse nu står i.

Han påpeger, at det ikke er lykkedes regeringen at nedbringe ledigheden og skabe nye job til arbejdsløse. Imens akutpakkerne har spillet fallit.

Indfasningen af dagpengereformen er derfor en social katastrofe for ledige, som står til at miste dagpengeretten i år. Han vil foruden genforhandlingen have initiativer her og nu "frem for en vækstplan, som først vil skabe job om mange år."

- Forligsparterne bag reformen må til forhandlingsbordet, så der skabes større tryghed for de arbejdsløse. Samtidig må regeringen tage et ekstraordinært ansvar for at sikre nye job til de tusinder af ledige, som knokler for at finde beskæftigelse.

Han foreslår, at man ophæver kommunernes anlægsloft, så de kan bruge deres penge på at sætte gang i offentlige investeringer, der kan skabe job nu.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere