Læs radikalt baglands protest over Vestagers lærerkritik

En udvalg hos De Radikale, der skal formidle baglandets holdning om uddannelse, kritiserer nu partiledelsen

Åbent brev til den radikale folketingsgruppe.

Kære radikale folketingsmedlemmer.

I december nedsatte den radikale politikudviklingsgruppe, Dialogforum for uddannelse og forskning, i enstemmighed en arbejdsgruppe, der skulle tage kontakt til jer og formidle baglandets holdninger til den forestående folkeskolereform.

Vi har siden da bl.a. udarbejdet et forslag til hvordan der kan skaffes flere undervisningstimer i folkeskolen uden at gå på kompromis med undervisningens kvalitet, og har på de indre linjer skriftligt og mundtligt givet udtryk for vores bekymring i forhold til regeringens ønske om at gennemtvinge flere skoletimer via mindre forberedelsestid.

Vi har i den forbindelse efterspurgt en debat om, hvorvidt det er foreneligt med radikal undervisningspolitik at arbejde for kvantitet på bekostning af kvalitet i undervisningen.

Vi har bekymret set til, mens Undervisningsministeren for at fastholde det holdbare i heldagsundervisning har negligeret og miskrediteret anerkendt forskning på området og har ignoreret alle indlæg fra de fagprofessionelle, der arbejder med området til hverdag.

Vi har advaret imod KLs fremfærd i forhandlingerne med lærerne (LC), og overbevist hinanden om, at historierne om at KL tromler frem i pseudoforhandlinger med ultimative krav, fordi de har fået en garanti om støtte fra regeringen, ikke er sande.

Vi har i mange år været stolte af den radikale undervisningspolitik, som er en vigtig del af det radikale venstres politiske projekt.

Men med det ensidige, aggressive og ubegrundede angreb vores politiske leder i dag har fremsat imod landets lærere, så har vi nu svært ved at genkende vores eget partis undervisningspolitik i det der foregår, og vi ser os derfor nødsaget til at stille følgende spørgsmål:

- Støtter den radikale folketingsgruppe virkelig et regeringsindgreb, der alene tilgodeser KLs ultimative krav?

- Hvorfor blander den radikale leder sig i lærernes overenskomstforhandlinger på en måde, der sender et så kraftigt signal om partiskhed?

- Er det virkelig radikal politik, at flere timer i den danske folkeskole skal være på bekostning af lærernes forberedelsestid og dermed undervisningens kvalitet?

- Hvordan hænger en evt. radikal støtte til ovennævnte sammen med partiets valgslogan i 2011: "Vi tror - også på lærerne"?

På vegne af det radikale uddannelsesbagland ser vi frem til svar på disse afgørende spørgsmål.

Jeppe Trolle, formand for Dialogforum for uddannelse og forskning. - Gymnasielærer

Mie Kjær, Dialogforum for uddannelse og forskning. - Folkeskolelærer

Rune Christiansen, Dialogforum for uddannelse og forskning - Underviser ved læreruddannelsen

Michael Blem Clausen, Dialogforum for uddannelse og forskning - Byrådsmedlem i Høje-Taastrup.

Kilde: Michael Clausen

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere