Radikalt bagland i åben protest mod Vestager

Det Radikale bagland retter nu voldsom kritik af partiets leder Margrethe Vestager efter angreb på lærere.

De Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, er nu i strid modvind blandt sine egne.

Det sker efter, at Vestager søndag beskyldte lærerne for at "skabe myter" om regeringens udspil til en folkeskolereform, der blandt andet vil indføre en heldagsskole.

I et åbent brev til den radikale folketingsgruppe betegner flere partimedlemmer dagens udmelding fra Vestager som et "ensidigt, aggressivt og ubegrundet angreb" mod landets lærere.

- På de indre linjer er vi mange, der længe har kæmpet for at få fornuften tilbage i den radikale skolepolitik, siger byrådsmedlem for De Radikale i Høje Taastrup, Michael Blem Clausen.

- Desværre er det ikke blevet lyttet hos partitoppen, og med Margrethes angreb på lærerne i dag kan kritikken ikke længere holdes internt, siger han.

Michael Blem Clausen har - sammen med tre medunderskrivere af brevet - siden december haft til opgave at formidle synspunkter fra baglandet om folkeskolereformen videre ind til partitoppen inde på Christiansborg.

Men baglandet føler sig ikke hørt, siger Michael Blem Clausen.

- Det er trist, at Det Radikale Venstre nu tilsyneladende støtter så helhjertet op bag en forkert skolepolitik, at vores politiske leder er villig til at torpedere hele den danske model for at tvinge en dårlig politik igennem, siger han.

Byrådsmedlemmet fra Høje Taastrup står sammen med tre andre partifæller som underskriver af det stærkt kritiske brev til folketingsgruppen.

Tilsammen repræsenterer de den radikale politikudviklingsgruppe kaldet "Dialogforum for uddannelse og forskning", der tæller medlemmer fra hele landet.

- Det har aldrig tidligere været radikal politik at ignorere eller tilsidesætte anerkendt forskning på uddannelsesområdet, men det gør vi tilsyneladende gerne nu, siger Michael Blem Clausen.

Til Ritzau siger Michael Blem Clausen, at gruppen med den åbne kritik "håber på at skabe debat" om folkeskolereformen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere