Søvndal: Kina bør presse Nordkorea

Den danske udenrigsminister håber, at Kina vil skrue bissen på efter nordkoreansk atomprøvesprængning.

Søvndal er spændt på at høre Kinas reaktion på atomprøvesprængningerne i Nordkorea (Foto: Rumle Skafte)
Søvndal er spændt på at høre Kinas reaktion på atomprøvesprængningerne i Nordkorea (Foto: Rumle Skafte)

Fra dansk side er reaktionen 'entydig og stærk fordømmelse' på den nordkoreanske prøvesprængning, og nu skal Kina på banen for at presse regimet i Nordkorea.

Det siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) efter morgenens atomprøvesprængning i Nordkorea.

- Kina er høj grad nøglen, konstaterer han.

- Det har betydning, fordi Kina økonomisk hjælper Nordkorea, siger Villy Søvndal til Ritzau, og han venter spændt på, hvordan Kina vil reagere på et hasteindkaldt møde i FN's Sikkerhedsråd i eftermiddag dansk tid.

- Hvis Kina for alvor lægger tryk på, så vil det for alvor få betydning, og derfor er jeg meget spændt på at se, hvad der bliver den kinesiske reaktion i eftermiddag, siger udenrigsministeren med henvisning til mødet i sikkerhedsrådet.

Han mener, at Kina bør fortælle, at det gør sin fortsatte økonomisk hjælp til Nordkorea betinget af, at Nordkorea demonstrerer evne til at overholde FN's resolutioner.

Kina er Nordkoreas nærmeste allierede. Kinesernes foreløbige reaktion har været at udtrykke modstand mod prøvesprængningen uden dog at varsle afstraffelse af nordkoreanerne.

- Vi opfordrer på det kraftigste Nordkorea til at leve op til sine forpligtelser vedrørende atomafvikling og ikke tage skridt, der kan forværre situationen, siger det kinesiske udenrigsministerium.

Det er Nordkoreas tredje atomprøvesprængning.

De første to var i 2006 og 2009. Samtidig har regimet prøveaffyret stadigt mere langtrækkende raketter, og det har øget frygten i regionen og USA for, at Nordkorea arbejder på at montere atomsprænghoveder på raketter.

- Alt er galt i forhold til det, Nordkorea foretager sig, konstaterer Søvndal og henviser til, at dagsordenen i dag er atomnedrustning og ikke-spredning af atomvåben.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere