Thorning til Pind og Løkke: I er populister!

Markant opsang til Venstres ledelse, som ikke vil tage stilling til Søren Pinds sammenligning af droneangreb og snigmord

Kritik af Lars Løkke og Venstre fra Thorning. (Foto: Linda Johansen)
Kritik af Lars Løkke og Venstre fra Thorning. (Foto: Linda Johansen)

Helle Thorning-Schmidt kastede i tirsdagens pressemøde fra Statsministeriet yderligere brændsel på bålet om Søren Pinds kontroversielle udtalelser om droneangreb, som V-udenrigsordføreren har sammenlignet med snigmord, efter Ekstra Bladet de seneste dage har fortalt, hvordan Pinds sprogbrug bekymrer både eksperter samt politiske venner og modstandere.

Læs Også:

Se også: V-folk skoser Pinds udbrud: Det vil koste drømmejobbet

Statsministeren fik uden omsvøb sagt, at hun mener, Venstre og Søren Pind udøver rendyrket populisme ved bl.a. Søren Pinds sprogbrug:

- Jeg ville aldrig udtrykke mig på den måde. Og det har vi socialdemokrater heller aldrig gjort. Og derfor er det interessant at spørge Lars Løkke, som er formand for Venstre, om han deler de synspunkter. Jeg er en gammeldags socialdemokrat. Og jeg synes, man skal passe rigtig meget på med at udtrykke sig populistisk på nogle meget klare områder. Det vedrører Kongehuset, rigsfællesskabet, Europa og Danmarks sikkerhed og forsvar, sagde Thorning og fortsatte:

- Og jeg er bange for, at Venstre i disse uger og måneder bevæger sig ud på nogle populistiske holdninger på disse områder. Og det er bekymrende.

Læs Også:

Se også: Pind holder fast i snigmord-udtalelse: Det er en klinisk analyse

Helle Thorning-Schmidt opfordrede ligeledes direkte Lars Løkke Rasmussen til at tage stilling til Søren Pinds udmeldinger.

- Jeg vil lade Søren Pinds udtalelser stå helt for hans egen regning. Jeg er stadig nysgerrig efter at finde ud af, om hans partiformand vil gentage den måde, Søren Pind har udtrykt sig på her. Det ser ud, som om det er svært for jer journalister at få et svar fra Lars Løkke. Men det er jo interessant at vide, om det er sådan Venstre omtaler amerikanerne. Det må vi jo gå ud fra, eftersom det er deres udenrigsordfører, og vi ikke har hørt nogen korrektion fra Venstres formand, sagde Thorning.

Læs Også:

Se også: Venstre-spids holder Pind i strakt arm - Løkke helt tavs

- Så det må stå for Venstres egen regning. Jeg vil godt understrege, at droner ikke er et ulovligt våben. Men den måde man anvender det på, er der regler og love for, som alle skal overholde.

Helle Thorning-Schmidt var dog ikke selv meget for at svare på, hvad hun mener om droneangreb, der rammer civile.

- Jeg synes ikke, det er op til mig at vurdere den slags. Det har vi heldigvis internationale instanser til. Det, der er interessant, er, at Søren Pind bruger så stærke ord, når hans egen partiformand ikke ønsker at sige, om han er enig eller uenig. Det er et meget simpelt spørgsmål.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere