Corydon: Solcellebrev ser ikke godt ud for regeringen

Corydon erkender, at regeringen ikke ser for godt ud i sag om Rigsrevisionens behandling af solcelleskandalen

Foto: Jesper Mortensen
Foto: Jesper Mortensen

Finansminister Bjarne Corydon (S) erkender, at det har været et noget rodet forløb, der onsdag fik Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), til at bakke op om Statsrevisorernes fortsatte ønske om at undersøge det lovforberedende arbejde i den såkaldte solcellesag.

Alligevel stiller finansministeren sig dog tilfreds med, at der nu kommer en mere principiel diskussion af Rigsrevisionens rolle

- Vi har ment, at der var et principielt spørgsmål, som der var brug for at få drøftet. Den drøftelse får vi, og det er dybest set det, vi har ønsket, lyder det fra finansministeren, der ikke mener, at sagen har været til politisk fordel for regeringen.

Se også: Fire eksempler modbeviser Thornings solcelle-brev: Sat på plads

Solcelle-brevet til Mogens Lykketoft har vakt opsigt af to årsager:

For det første fordi regeringen i brevet lægger op til, at man ikke umiddelbart vil lade Rigsrevisionen granske det lovforberedende arbejde i forbindelse med solcelle-skandalen, før man har haft en "principiel overvejelse" om det.

Og for det andet er der det faktum, at regeringen overhovedet blandede Lykketoft ind i sagen.

Mit ansvar
Onsdag understregede Folketingets formand så, at det ikke tilkommer ham at blande sig i sagen, og at der i øvrigt er en stribe konkrete fortilfælde, hvor Rigsrevisionen - uden indvendinger fra nogen kant - har undersøgt lovforberedende arbejde.

Finansministeren står som underskriver af brevet sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomiminister Margrethe Vestager (R) og socialminister Annette Vilhelmsen (SF).

- Bjarne Corydon, hvem fik idéen til at skrive brevet?

- Det henhører under mit ansvar at tage mig af denne type spørgsmål. Men det ændrer ikke på, at det er regeringen, der har truffet beslutningen.

- Så det var fire sjæle én tanke på samme tid?

- Det er faktisk en enig regering, der har ment, at det spørgsmål har principiel betydning.

- Vil du en anden gang skrive til Lykketoft i lignende spørgsmål?

- Den situation, der er opstået, kan vel karakteriseres som usædvanlig. Det er ikke en, man som finansminister kommer ud for en gang om året, siger han.

- Men selve den tanke, at Folketingets formand er relevant i denne type diskussioner, den, synes jeg egentlig, er grundlæggende rigtig.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere