Engell: Gult kort til Løkke

Den politiske kommentator mener, at den nye Voxmeter-måling er meget alvorlig for Venstre formanden, der skal kæmpe hårdt for at genvinde regeringsmagten

Det bliver utroligt tæt til næste Folketingsvalg, ifølge Hans Engell. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto)
Det bliver utroligt tæt til næste Folketingsvalg, ifølge Hans Engell. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto)

- Det er Løkkes ansvar ene og alene.

Sådan er den klare vurdering fra Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell ovenpå den nye Voxmeter-måling fra Ritzau.

- Det er for alvor første gang, at vi kan slå tvivl om, om Løkke kan vinde valget næste gang. Det er dermed meget alvorligt for Løkke, da der nu er tvivl om, om de borgerlige kan vinde næste valg, hvilket de havde regnet med så sikkert som amen i kirken i to et halvt år. Det er en chokbølge.

Og han forklarer samtidig, at der vil kunne være dødt løb mellem blå og rød blok frem til næste Folketingsvalg:

Se også: Måling: Thorning fortsætter som statsminister

- Samlet set er det en enorm opmuntring for Thorning, fordi vælgerne går over midten, og Socialdemokratiet har fået en fremgang. Derudover ses det tydeligt, at de andre borgerlige partier ikke samler ret meget op på Venstres tilbagegang. Og det er også katastrofalt for Løkke.

- Derved får vi en helt anden spænding om, hvem der får regeringsmagten næste gang. Alle havde jo regnet med, at Løkke kunne gå på vandet direkte ind i statsministeriet. Men nu kommer han til at skulle slås virkelig hårdt for at kunne genvinde statsministerposten, siger Hans Engell og forklarer, at Helle Thorning-Schmidt kun skal gøre en ting frem mod næste Folketingsvalg:

- Helle skal ikke gøre noget som helst udover at passe sit arbejde.

Taber borgmesterposter
Og målingen vil uden tvivl også kunne afspejles til det kommende valg 19. november, ifølge den politiske kommentator:

- Jeg må sige, at denne måling er det gule kort til Løkke. Målingen kommer på et katastrofalt tidspunkt, hvor der er en uge til kommunalvalget. Her har Venstre sat næsen op efter at vinde mange borgmesterposter.

- Selvom det er landspolitiske tal, så ved vi, at landspolitiske målinger slår igennem med typisk 30-50 procent i kommunale tal, siger Hans Engell og uddyber:

Se også: S: Vi er ydmyge, ydmyge - og ydmyge

- Det er klart, at det ikke er et stort problem for de stærke Venstre borgmestre rundt omkring, fordi de skal nok klare sig. Men det er et kæmpe problem alle de steder, hvor de havde sat næsen op efter en stor Venstre fremgang og kunne have erobret nye borgmesterposter.

- Det er samtidig en spand kold vand ned af nakken på alle de Venstre-folk, der havde regnet med, at dette kommunalvalg skulle gøre Venstre til landets største kommunalpolitiske parti, forklarer Hans Engell.

Knive i nakken på Løkke
Han hæfter sig også ved, at der op til denne Voxmeter-måling er kommet negative kommentarer fra Venstre-folk omkring Lars Løkke Rasmussens person:

- Problemet er, at der ikke findes andre forklaringer på den borgerlige måling end Lars Løkkes sag og det, at Løkke endnu ikke har formået at få sagen lagt død. Det er hovedproblemet.

- Venstre bidrager også selv til at holde sagen i gang, da Folketingets tidligere formand Christian Mejdahl gik ud og mente, at Løkkes moral ikke er i orden, og at Løkke har fremkaldt Venstres værste krise i historien, fortæller Hans Engell og fortsætter:

- Hvis Venstres egne folk på den måde går ud og kaster knive i nakken på Løkke, så bliver sagen ved med at køre.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere